Fortsæt til indhold
Aarhus

Mange skift i byrådet bekymrer toppolitiker: Hvad betyder de for vælgernes tillid?

De aarhusianske byrådsmedlemmers partihop, stop og orlov kan skabe utryghed hos vælgerne og ustabilitet, mener rådmand Thomas Medom (SF).

Tre skift i Aarhus Byråd på et døgn fik SF’s politiske leder, Thomas Medom, til tasterne.

Fredag skrev han således på Facebook et opslag, hvori han udtrykte bekymring over, at denne fireårige byrådsperiode, som udløber om et års tid, har været præget af, at en række byrådsmedlemmer har skiftet parti, poster, søgt orlov eller helt er stoppet.

Det er så markant – det er et meget højere niveau end tidligere.
Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge

Selv om Thomas Medom godt er klar over, at der som regel ligger grundige overvejelser bag politikernes valg, får udviklingen ham til at rynke panden:

»Jeg er alligevel vældig bekymret for, hvad det betyder for aarhusianernes tillid til byrådet og til lokaldemokratiet, når man ikke kan være tryg ved, at ens stemme ender hos et andet parti,« skriver han i opslaget og fortsætter:

»Jeg er også bekymret for tabet af viden, erfaring, relationer og indsigt, når det ofte skifter, hvem der sidder i hvilke udvalg og på hvilke poster.«

Over for JP Aarhus uddyber Thomas Medom, der er rådmand for Børn og Unge, at han mener, at de mange skift går ud over stabiliteten i de politiske udvalg, hvor der skal være et arbejdsfællesskab, og medlemmerne skal kunne matche et embedsapparat samt spille op mod rådmanden.

»Det er sværere, når der kommer nye udvalgsmedlemmer hele tiden. Jeg er simpelthen bekymret for, hvad det betyder for kvaliteten af os som kollektiv og fællesskab,« konstaterer han.

Syv partiskift

Torsdag aften smækkede byrådsmedlem Eva Borchorst Mejnertz med døren til De Radikale for at blive løsgænger. Fredag meddelte Venstres førstesuppleant til byrådet, Theresa Blegvad, at hun skifter til De Konservative. Samtidig meddelte Peter Sporleder (K), at han søger orlov fra Aarhus Byråd fra april for at blive udstationeret som feltpræst i Irak.

I denne byrådsperiode har der således været syv partiskift. Dertil kommer en række tilfælde, hvor byrådsmedlemmer har været på orlov. Ligesom Maria Sloth (EL) og Camilla Fabricius (S) helt har forladt byrådet.

»Det er så markant – det er et meget højere niveau end tidligere,« vurderer Thomas Medom, der har været byrådsmedlem i 10 år.

Hvordan kan det være?

»Jeg tror, at der er et eller andet i tidsånden. Det er et spejl af samfundsudviklingen, hvor vi er mere omskiftelige. Det er jo ikke ligesom i mine forældres generation, hvor der var rigtig mange, der blev på den samme arbejdsplads hele deres liv.«

Desuden forklarer han udviklingen med arbejdspresset, som fritidspolitikere har svært ved at håndtere.

»Det handler om, at kommunen vokser, men også, at vi får flere henvendelser fra borgere og skal være tilgængelige på en helt anden måde end før. Det kræver mere at være byrådspolitiker i dag end for 10 år siden. Det må vi forholde os til,« siger rådmanden.

Se SF efter i sømmene

Selv om SF i flere perioder ikke har oplevet, at byrådsmedlemmer er hoppet fra gruppen undervejs i en periode, vil partiet ifølge lederen nu kigge på, om det er tilstrækkeligt rummeligt og dygtigt nok til at løse konflikter og stille kandidater op.

»Denne periodes konstante skift og ændringer i personsammensætningen må ikke blive den nye normal for Aarhus Byråd,« slutter han sit Facebook-opslag.

Det kommenterer den nybagte løsgænger Eva Borchorst Mejnertz, som mener, at SF har en »rigtig god måde at gøre tingene på«. Hun roser desuden Thomas Medom, bl.a. for hans ledelsesstil.

»At være anerkendende og en god ven klæder den, som har meget magt bedst. Og så skal man nok lade være at gøre fuldtidspolitik til en langtidskarriere. Den, der er meget stærk, skal også være meget rar. Og til at stole på,« skriver byrådsmedlemmet, som forlod De Radikale med en hård kritik af partiets politiske leder, Rabih Azad-Ahmad.