Flere ansatte til handicapområdet
Men der er på sigt brug for endnu flere medarbejdere, siger socialrådmand Kristian Würtz (S). Fagforening er enig.
40 ekstra faguddannede medarbejdere er på vej til en række bosteder og bostøttetilbud i Aarhus Kommune.
Det er de 30 mio. kr., der blev afsat til socialområdet i Aarhus med budgetforliget i september, der nu er fordelt. Godt halvdelen af pengene går til flere faglige hænder og mere ledelse på botilbud til voksne med handicap.
»Vi har brug for at løfte kvaliteten og imødekomme den stigende efterspørgsel på socialområdets tilbud. De nye medarbejdere og ledere skal have deres daglige gang tæt på borgerne og være med til at give en bedre støtte til nogle af de mest sårbare borgere, vi har iblandt os,« siger socialrådmand Kristian Würtz (S), der samtidig oplyser, at der kommer flere ekstra penge til området, i takt med at antallet af borgere med brug for hjælp stiger via de såkaldte budgetmodeller i Aarhus Kommune.
»På den måde er dette det største ekstra løft på handicapområdet i mange år. Jeg forventer også, at der vil være behov for penge til yderligere medarbejdere også på den anden side af denne tilførsel,« siger Kristian Würtz.
Ifølge rådmanden vil de ekstra penge blive fordelt til de bosteder, hvor behovet for flere medarbejdere er størst i forhold til den nuværende bemanding og behovene i beboergruppen.
Formanden for fagforeningen Socialpædagogerne Østjylland, Gert Landergren Due, mener, at de ekstra penge er et skridt i den rigtige retning.
»Men det er fortsat utilstrækkeligt. Reelt er beløbet til botilbuddene 11,6 mio. kr. På en rigtig god dag svarer det til, at der kommer maks. en ekstra medarbejder på hvert af de aarhusianske tilbud. Man skal huske, at langt de fleste botilbud er døgndækkede. Derfor er det ikke mange timer ekstra i døgnet, som nu bliver dækket med flere ansatte,« siger Gert Landergren Due.
Sociale Forhold og Beskæftigelse har også afsat 2,7 mio. kr. til en tværgående kvalitetsenhed, der skal understøtte ledelsen i at udvikle kvaliteten på eks. bostederne lokalt. 1 mio. kr. er afsat til en ændret tilsynsstruktur for handicapområdets bosteder.
Også bostøtten til socialt udsatte og psykisk sårbare borgere får med det nye tiltag et økonomisk løft, påpeger forvaltningen. 7 mio. kr. skal bruges til at nedbringe ventetiderne på bostøtte til udsatte og sårbare borgere samt styrke det åbne rådgivningstilbud i Sønder Allé.
»Flere aarhusianere med psykiske udfordringer får brug for hjælp. Det er afgørende, at vi får lettet presset på vores bostøttetilbud, så flere kan få hurtig og professionel hjælp,« siger Kristian Würtz.