Fortsæt til indhold
Aarhus

Markant oprustning af mobile coronatest i Aarhus

Hen over weekenden bliver der skruet op for antallet af daglige coronatest i to mobile testenheder, der vil være at finde ved HHX i Viby og Søauditorierne i Universitetsparken.

Efter at alle elever på aarhusianske ungdomsuddannelser er blevet opfordret til at lade sig teste for coronavirus, vil de mobile testenheder i Aarhus blive oprustet til at tage op mod dobbelt så mange daglige test end normalt.

For at foregribe situationen kigger vi på, om det giver mening at køre mobile testenheder hen til gymnasier, hvor mange elever har taget test nummer et.
Niels Christian Selchau-Mark, specialkonsulent i Borgmesterens Afdeling, Aarhus Kommune

Det forklarer Niels Christian Selchau-Mark, der arbejder med de mobile enheder som specialkonsulent i Borgmesterens Afdeling, Aarhus Kommune.

»Der findes temmelig mange gymnasieelever i Aarhus, så vi forventer er stort tryk, og derfor bliver der skruet markant op for testkapaciteten,« siger han og tilføjer, at det ikke blot er elever, der vil skabe et stort testbehov hos de mobile enheder:

»Vi ser en voldsom smittestigning i Aarhus. I takt med at der laves smitteopsporing, vil mange blive testet igennem egen læge, mens folk, der har været i kontakt med en smittet og ikke udviser symptomer, ofte vil komme til de mobile testenheder.«

1.000 daglige test

Normalt kan en mobil enhed foretage omkring 500 test dagligt. Hen over weekenden vil der være testudstyr og mandskab til 1.000 daglige test ved HHX i Viby, mens der vil blive taget 750-850 daglige mundskrab ved Søauditorierne i Universitetsparken. Mandag, tirsdag og fredag vil en af de mobile testenheder være at finde i Gellerupparken, og modsat covid-testcentret ved universitetshospitalet i Skejby kræver de mobile enheder ikke tidsbestilling.

Fredag blev der sat smitterekord i Danmark med 859 nye tilfælde på én dag. Aarhus stod for 157 af tilfældene.

Flere ungdomsuddannelser i Aarhus er ramt af coronavirussen. Både Marselisborg Gymnasium og HHX i Viby meddelte onsdag, at der ikke var fysisk undervisning resten af ugen, mens det torsdag var Aarhus Katedralskole. På Egaa Gymnasium er to klasser sendt hjem på grund af smitte.

Test nummer to

Ud over oprustningen af daglige test arbejder Aarhus Kommune sammen med Region Midtjylland på et nyt tilbud til elever på ungdomsuddannelserne.

Ifølge sundhedsmyndighedernes retningslinjer skal man testes to gange, hvis man har været i tæt kontakt med en coronasmittet. Den første gang fire dage efter kontakten. Hvis svaret er negativt, skal man have taget endnu en test, men modsat tidligere behøver man ikke at isolere sig, indtil der er svar på test nummer to.

»For at foregribe situationen kigger vi på, om det giver mening at køre mobile testenheder hen til gymnasier, hvor mange elever har taget test nummer et. De kan så tage anden test på uddannelsesinstitutionen,« Niels Christian Selchau-Mark.