Fortsæt til indhold
Aarhus

Ni elever smittet: Aarhus Katedralskole sender en hel årgang hjem

Lokalavisen Aarhus

Onsdag kunne Lokalavisen Aarhus fortælle, at to gymnasier i Aarhus er lukket ned resten af ugen på grund af udbrud af coronasmitte. På Marselisborg Gymnasium valgte man onsdag middag at sende alle eleverne hjem til virtuel undervisning, fordi mindst 12 elever spredt på forskellige årgange og klasser havde fået konstateret coronavirus. Det samme gjorde Aarhus Handelsgymnasium i Viby, der sendte alle 1.100 elever hjem, fordi 17 elever fra forskellige årgange og klasser var blevet konstateret smittet med virussen.

Nu viser det sig, at et tredje aarhusiansk gymnasium, Aarhus Katedralskole, også er hårdt ramt af coronavirus og har sendt hele 1. g- årgangen hjem til virtuel undervisning torsdag og fredag for at forhindre smittespredning.

Det skriver gymnasiet på sin hjemmeside. Ifølge TV2 Østjylland er ni 1. g’ere smittede, og derfor er alle 254 elever på første årgang sendt hjem.

En enkelt 2. g’er er også konstateret smittet, men både 2. g og 3. g fortsætter med undervisning på skolen.

»Man sender jo ikke hele årgange hjem på grund af ét enkelt tilfælde,« siger rektor Lone Mikkelsen til TV2 Østjylland.

Aarhus Katedralskole mener ligesom Marselisborg Gymnasium og Aarhus Handelsgymnasium i Viby, at eleverne er blevet smittet uden for skolen i sidste uge, som var skolernes efterårsferie.