Undersøgelse slår fast: 132 patienter har fået fejlagtig kræftundersøgelse
Der er konstateret nye kræfttilfælde, efter Region Midtjylland har gennemgået 625 henvisninger til lavdosis CT-scanninger.
132 patienter har ikke fået den rette scanning for kræft på Regionshospitalet Silkeborg.
Det konstaterer Region Midtjylland i en redegørelse i sagen om den omstridte brug af lavdosis CT-scanning, som tidligere på året kostede en ledende overlæge sit job.
I alt er 625 henvisninger til lavdosis CT-scanninger gennemgået, og ifølge regionen burde de 132 have været visiteret til fulddosis-CT scanning på grund af symptomer på eller mistanke om lungekræft.
»Gennemgangen viser, at de involverede speciallæger har vurderet, at ikke alle patienter har fået den undersøgelse, som Sundhedsstyrelsen anbefaler i sin retningslinje. Vi har efterfølgende taget kontakt til de berørte patienter og tilbudt dem en fulddosis-CT, så vi sikrer, at alle patienter har fået den diagnostiske undersøgelse, som Sundhedsstyrelsen tilsiger,« udtaler lægefaglig direktør i Hospitalsenhed Midt, Claus Brøckner.
Otte kræfttilfælde
I alt 110 patienter er blevet tilbudt en genundersøgelse, hvilket 99 har takket ja til. Blandt dem er der hidtil fundet tre tilfælde af kræft - et tilfælde af lungekræft og to tilfælde af andre kræftsygdomme.
22 af de i alt 132 fejlvisiterede patienter har før indkaldelsen til en genundersøgelse fået foretaget en fulddosis-CT scanning af andre årsager. Blandt dem er der fundet fem tilfælde af kræft.
Hospitalsenhed Midt har sendt redegørelsen i sagen til Styrelsen for Patientsikkerhed, som nu skal vurdere de enkelte patientforløb.
Ifølge Claus Brøckner kan det bl.a. ende ud i patienterstatninger eller påtaler for forkerte udredningsforløb.
Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) er tilfreds med redegørelsen.
»Jeg er ked af, at der er et så betydeligt antal, der har fået konstateret kræft. Men jeg er glad for, at alle med en mistanke om kræft får tilbudt en fulddosis-CT scannning, akkurat som Sundhedsstyrelsen har anbefalet,« siger han.
Kan ikke gradbøjes
Tidligere på måneden henvendte Anders Kühnau sig til sundhedsminister Magnus Heunicke og bad om en hurtig afklaring af, hvordan patienter med mistanke om lungekræft helt konkret skal undersøges. Sundhedsstyrelsen, som er den øverste sundhedsfaglige myndighed, meddelte i februar i år, at en mistanke om lungekræft ikke kan gradbøjes. Men alligevel foregår der i øjeblikket en heftig faglig strid om sagen, hvilket ifølge regionsrådsformanden betyder, at både patienter og de praktiserende læger kan føle sige utrygge.
Lignende opfordring er kommet bl.a. de praktiserende læger og Kræftens Bekæmpelse
Formanden for Hospitalsudvalget i Region Midtjylland, Henrik Gottlieb Hansen (S), kalder redegørelsen for længe ventet.
»Det er rart, at den endelig er her, fordi vi har brug for ro omkring den her sag,« siger formanden, der kun har nået at skimme redegørelsen og derfor ikke ønsker at udtale sig om indholdet før hospitalsudvalget har behandlet den på et møde tirsdag.
Sagen udspringer af, at Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg i 2016 begyndte at tilbyde lavdosis-CT, som et tilbud til patienter med vage symptomer på lungekræft. Dengang var tilbuddet en udvidelse i forhold til den vanlige røntgenundersøgelse, og Diagnostisk Center har gennem årene fundet flere tilfælde af lungekræft i tidlige stadier end landsgennemsnittet.
Men i april 2019 ændrede Sundhedsstyrelsen sine retningslinjer, hvilket ifølge regionen betyder, at alle patienter, hvor der er selv den mindste mistanke om lungekræft, burde blive henvist til fulddosis-CT. Sundhedsstyrelsen har også tidligere konstateret, at mistanke om kræft ikke kan gradbøjes.
Diagnostisk Center fortsatte dog indtil marts 2020 med at give mulighed for henvisning til lavdosis-CT ved ”mistanke om lungekræft på grund af ikke-specifikke, vage symptomer, rygning mv, hvor henvisningskriteriet til lungekræftpakken ikke er opfyldt”.