Fortsæt til indhold
Aarhus

Soldater på mission i naturen

Bliv ikke overrasket, hvis du møder en soldat i nærheden af lufthaven i den kommende weekend.

ufno

Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland afholder i weekenden 25.-27. september beredskabsøvelse. Den finder primært sted i det østlige Djursland, øst for Stubbe Sø og omkring Tirstrup Lufthavn. Der er tale om en øvelse, hvor soldater og enheder trænes i forskellige discipliner.

»Du kan derfor forvente at møde både kampklædte soldater, militære køretøjer og høre skydning med løs ammunition flere steder på Djursland i weekenden,« oplyser oversergent Klaus Gunnestrup.

Samtidig med øvelsen gennemføres certificering af soldater til Hjemmeværnets Beredskabsstyrke, der udgøres af soldater med en særlig høj uddannelsesmæssig status. De trænes særligt med fokus på disciplinerne bevogtning, skydning, førstehjælp, og de skal være i god fysisk form. Og så skal de årligt gennemføre en godkendelsescertificering for at indgå i styrken.

Lokale hjemmeværnskompagniers stabe og kommandodelinger, fra Samsø over Odder, Aarhus, Favrskov, Djursland og til Randers, træner også med, når de øver deres færdigheder i føring og kommunikation i et scenariespil, der skal gøre dem bedre til at samarbejde og løse opgaver, hvis samfundet har brug for det.

Der bliver altså tale om en weekend i Hjemmeværnets tegn, hvor du kan møde soldater flere steder i Østjylland.

»Der er truffet aftaler med berørte lodsejere, men skulle du utilsigtet blive overrasket af en soldat, beklager vi på forhånd eventuelle gener,« siger oversergenten.

Øvelsen forventes afsluttet søndag den 27. september kl. 12.00.