Filmskaber flytter til Aarhus
Filminstruktøren Mehdi Avaz flytter sin virksomhed til Filmby Aarhus.
Filmby Aarhus bliver et selskab rigere, når filminstruktøren Mehdi Avaz og Rocket Road Pictures flytter fra København til Aarhus.
Mehdi Avaz havde instruktørdebut i 2017, hvor han sammen med sine brødre Milad og Misam lavede filmen ”Mens vi lever” uden om det traditionelle filmstøttesystem. Filmen fik gode anmeldelser og blev set af over 100.000 biografgængere. I 2019 stod brødrene bag spillefilmen ”Kollision”, og lige nu er de højaktuelle med TV 2’s krimiserie ”Alfa”.
Chefen for Filmby Aarhus, Ronnie Fridthjof, er begejstret for flytningen og kalder det »en gave til det aarhusianske filmmiljø«.
»At Mehdi Avaz og Rocket Road Pictures rykker til Filmby Aarhus er et bevis på, at vi nu har et attraktivt filmmiljø i Aarhus, der er et stærkt alternativ til det københavnske,« udtaler han i en pressemeddelelse.
Han forudser, at flytningen vil komme unge talenter og film-iværksættere i Filmbyen til gavn. Noget, som Mehdi Avaz selv betegner som en sidegevinst ved flytningen.
»Jeg glæder mig til at flytte ind og blive en del af miljøet i Filmby Aarhus. Jeg håber også, jeg kan give noget igen til de unge filmtalenter og skabe gode samarbejder med de andre større filmselskaber i byen,« udtaler han, der glæder sig til at komme til byen.
»Vores seneste spillefilm, ”Kollision”, blev optaget i Aarhus, og her faldt jeg ret meget for byen og tænkte, at her kunne jeg godt bo. Jeg oplever Aarhus som en meget smuk og åbenhjertet by, hvor kulturen er i højsæde,« udtaler han.