Tidligere embedslæge: Privat firma bør føre kontrol med ældreplejen

Tidligere embedslæge Kate Runge foreslår udlicitering af plejehjemstilsyn.

Artiklens øverste billede
Kate Runge, som er tidligere embedslæge og nuværende medlem af ældrerådet, mener, at Aarhus Kommune bør føre en mere effektiv kontrol med plejehjem. Foto: Mads Frost

Det dur ikke, at Aarhus Kommune fører kontrol med sig selv i ældreplejen, mener medlem af Ældrerådet i Aarhus Kommune Kate Runge.

Som embedslæge i det tidligere Aarhus Amt førte hun gennem 25 år talrige tilsyn med plejehjem. Efter sagen om plejesvigt på Kongsgården i Viby foreslår hun, at tilsynet udliciteres til et privat firma.

»Med det nuværende tilsyn, hvor en sød dame fra kommunen kommer ud og sammen med ansatte på plejehjemmet snakker med nogle beboere, er der stor fare for, at utilfredsheden ikke kommer frem,« siger Kate Runge.

I stedet foreslår hun, at opgaven overdrages til et privat firma, som kan føre uanmeldte kontrolbesøg, hvor der både føres samtaler med beboere og deres pårørende – uden deltagelse af medarbejdere.

Når vi sidder ved forhandlingsbordet, vægter store kulturprojekter eller nye klimatiltag altså bare langt højere for den socialdemokratiske byrådsgruppe end basal pleje og omsorg til vores ældre.

Jette Skive (DF), rådmand for Sundhed og Omsorg

Syddjurs Kommune har i flere år benyttet ekstern kontrol med plejehjemmene. Ifølge borgmester Ole Bollesen (S) for at sikre et uvildigt tilsyn.

»Det er farligt, hvis man bliver lidt for dus med dem, som man skal føre tilsyn med,« mener han.

Under pres

Sagen om plejesvigt kom frem som følge af skjulte TV 2-optagelser, som kommunen fik nedlagt et fogedforbud imod. Rådmanden for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Jette Skive (DF), meldte tirsdag ud, at hun ikke længere ønsker at opretholde fodgedforbuddet mod TV 2. Samtidig blev hun mødt af heftig kritik af fire socialdemokratiske byrådskolleger, der på det kraftigste opfordrer rådmanden til at tage mere ansvar. De mener, at ældreområdet i Aarhus er under pres.

Rådmanden skyder dog tilbage mod Socialdemokratiet, som hun kalder »hyklerisk«, fordi partiet selv har været med til at udhule ældreområdet.

»Når vi sidder ved forhandlingsbordet, vægter store kulturprojekter eller nye klimatiltag altså bare langt højere for den socialdemokratiske byrådsgruppe end basal pleje og omsorg til vores ældre,« siger hun.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen