Boliger, erhverv, en park og en skole på Indre Aarhus Ø er godkendt

Flere end 1.000 aarhusianere har taget del i borgermøder og høringer om udviklingsplanen for Indre Aarhus Ø, der onsdag blev vedtaget i Aarhus Byråd.

Den omfattende udviklingsplan for området Indre Aarhus Ø, som ligger nærmest den historiske midtby, blev onsdag vedtaget af Aarhus Byråd.

Planen beskriver en kommende bydel, der appellerer særligt til børnefamilier med sammenhængende grønne områder i form af en midlertidig bypark på Pier 2, grønne boliggader og en ny midtbyskole med sportsfaciliteter.

»Vi er rigtig glade for at lande en plan, hvor vi ikke kun udvikler bydelen med boliger og erhverv men også etablerer et grønt område og en skole. Aarhus Ø skal afspejle resten af byen, og derfor er skole- og fritidstilbud vigtige,« sagde Almaz Mengesha (V).

Flere end 1.000 aarhusianere har taget del i borgermøder og høringer om udviklingsplanen, hvilket bl.a. har ført til, at der skal bygges 30.000 etagemeter mindre på Indre Aarhus Ø end først planlagt. I alt giver udviklingsplanen mulighed for at etablere op til 110.000 etagemeter byggeri fra Nørreport i syd til Nicolinehus i nord samt 20.000 etagemeter på Pier 2 øst for Bestseller.

Ango Winther brugte sin taletid til at gentage Socialdemokratiets ønske om en letbaneforbindelse til Aarhus Ø.

»Det er utrolig vigtigt med en god effektiv kollektiv trafik. Det har været støttepillen i udviklingen af Aarhus Ø fra begyndelsen. Det holder vi stadig fast i,« sagde han.

På det forrige byrådsmøde besluttede byrådet at afsætte 92,3 mio. kr. til kanaludgravninger, nye brostier mellem øerne på Pier 4 og til af færdiggøre belægningen på Dagmar Petersens Gade. Det arbejde står på i 2020-2022

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen