Iværksætteriet trives i det østjyske

Særligt Odder og Favrskov har sagt dav til mange nye virksomheder gennem coronatiden.

Artiklens øverste billede
Iværksætterne Lars Frello og Lindy Brogaard fra Clevercoffee, der nu både har kafferisteri i Odder og en kaffebar i Iværksætterhuset The Kitchen på Aarhus Universitet. Pressefoto

Der er lyspunkter for iværksætteriet i Region Midtjylland, mens andre dele af landet lider under coronakrisen.

En pressemeddelelse fra Erhvervshus Midtjylland fortæller nemlig, at mens antallet af nystartede virksomheder er faldet på landsplan, når man sammenligner maj 2019 med maj 2020, har der i Region Midtjylland været en stigning på hele 12,6 pct. på iværksætterfronten.

Både Favrskov og Odder klarer sig særdeles godt og har en markant stigning i antal nystartede virksomheder på henholdsvis 58 og 133 pct. Aarhus går frem med 24 pct., Norddjurs med 11 pct., mens stigningen i antallet af nye iværksættervirksomheder er mere beskedent i Silkeborg, Syddjurs og Skanderborg med henholdsvis 3, 3 og 2 pct.

»Vi glæder os over fremgangen, men står ikke med hænderne over hovedet for længe. Jeg tror nemlig endnu ikke, vi har set, hvilke langsigtede konsekvenser coronakrisen kan have for de iværksættere, der har vækstpotentiale,« siger Uffe Jensen, borgmester i Odder Kommune og medlem af Erhvervshus Midtjyllands bestyrelse.

Clevercoffee fra Odder er en af de iværksættervirksomheder, som det seneste år har haft fokus på udvikling og investeret i at digitalisere dele af sin forretning med hjælp fra Erhvervshus Midtjylland.

Iværksætterne Lars Frello og Lindy Brogaard startede med at nørde kaffe som en hobby i bryggerset i 2014. Det voksede de efterhånden ud af, og tre år senere besluttede de at leve af deres passion og startede Clevercoffee. Nu har de kafferisteri i Odder og en kaffebar i Iværksætterhuset The Kitchen på Aarhus Universitet.

Med coronakrisens ankomst forsvandt 90 procent af omsætningen pludselig fra Clevercoffee. Og der var ikke nok arbejde til fire fastansatte og fire timelønnede.

For at få det bedste ud af den triste situation henvendte Lars Frello sig i følge pressemeddelelsen til Erhvervshus Midtjylland og blev tilbudt en snak om forretningsudvikling med en virksomhedskonsulent.

»Det var lidt modvilligt, at jeg afsatte tid til det. Men vi havde et virkelig godt møde, og Erhvervshuset ridsede flere muligheder op, som de kunne hjælpe os med. Også finansiering,« siger Lars Frello.

Nu har Clevercoffee fået ny viden ind i virksomheden i form af eksterne rådgivere og blandt andet digitaliseret den del af forretningen, der handler om fakturaer, løn og bestillinger.

ufno

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen