Fortsæt til indhold
Aarhus

Protestaktion mod bønnekald i Gellerup

Lokalavisen

Beboere i Gellerup vågnede lørdag morgen op til en politisk aktion mod bønnekald.

På taget af en bygning, der huser kontorer, blev der hængt et kæmpebanner på 90 kvadratmeter med islam-symboler og teksten ”Stop bønnekald!”

På taget stod der fire personer i gule veste med røgfakler, der spyede ildrød røg ud over Gellerup.

Den højreorienterede ungdomsbevægelse Generation Identitær oplyser på sin hjemmeside, at det var dem, der stod bag morgenaktionen i det vestlige Aarhus. Aktionen skete i protest mod, at Fredens Moské for nylig indkaldte til bønnekald i netop Gellerup.

»Det er en krigserklæring mod alt, hvad Danmark står for,« skriver Generation Identitær i en længere artikel på sin hjemmeside.

Politiet rykkede ud til aktionen, hvor to blev anholdt, mens det enorme banner ikke fik lov at hænge længe i Gellerup. Det er blevet fjernet af Østjyllands Politi med hjælp fra Østjyllands Brandvæsen, som måtte bruge en stigekran for at fjerne banneret.