Kovending fra rådmand i sag om plejesvigt: Nu er Jette Skive klar på en ekstern undersøgelse
Lyden til onsdagens virtuelle udvalgsmøde med Plejehjemmet Kongsgården på dagsordenen forsvandt hos rådmand Jette Skive (DF) og derfor misforstod hun et enigt udvalg, forklarer hun.
På et maratonmøde om Plejehjemmet Kongsgården blev Socialdemokratiets, Venstres, SF’s, Enhedslistens og De Konservatives medlemmer af sundhed- og omsorgsudvalget onsdag enige om, at hele sagsforløbet om det udskældte plejehjem skal granskes af eksterne kræfter i en tilbundsgående undersøgelse.
Det var rådmand Jette Skive (DF), der har det politiske ansvar for ældreområdet i Aarhus, først imod, men torsdag ændrede hun kurs og siger, at hun nu støtter den eksterne undersøgelse.
Rådmand Jette Skive (DF) var også med til udvalgsmødet, som foregik virtuelt på grund af coronasmitterisikoen, men ifølge rådmanden hørte hun ikke udvalgets erklæring.
»Jeg hørte desværre ikke udvalgserklæringen på mødet, da lyden gik hos os – en stor ulempe ved virtuelle møder i så svær en sag, så det førte til en misforståelse fra min side af ift. undersøgelsens indhold,« skriver hun torsdag i en mail til udvalgsmedlemmer og til pressen.
Efter udvalgsmødet lød Jette Skives budskab til JP Aarhus og andre lokale medier, at hun ikke støtter en bagudrettet ekstern undersøgelse. Derfor var V og S, som det fremgår af avisen torsdag, klar til at sende deres krav om en undersøgelse i byrådssalen.
Jette Skive blev sent onsdag eftermiddag af JP Aarhus via mail til hendes pressechef, Thomas Chemnitz, direkte spurgt, om rådmanden mener, at en undersøgelse også skal beskrive sagsforløbet bagudrettet?
Det skriftlige svar på spørgsmålet var:
»Lidt i hast. Udvalget har fået orientering om alt, så undersøgelse skal sikre læring, og at de mål, der er sat, indfries. Så undersøgelse er ikke bagudrettet, men fremadrettet ud fra ovenstående«.
Rådmand er tavs
Men torsdag gengiver rådmanden i sin nye udmelding udvalgets erklæring, og hun skriver, at hun ud fra det, udvalget konkluderede »er jeg enig, og har jeg bedt min forvaltning om at tage fat i det eksterne firma og få det igangsat alt det, som udvalget ønsker. Jeg ser frem til en afslutning på sagen.«
Avisen vil gerne spørge Jette Skive, hvordan hun kunne være i tvivl om, hvad udvalget havde konkluderet, når hun havde fået det gengivet onsdag. Men hendes pressechef skriver:
»Jette har ikke yderligere kommentarer.«
Udvalgsformand Lone Hindø (S) hilser rådmandens nye melding velkommen:
»Den undersøgelse er virkelig fornuftig.«
Adspurgt om, hvad hun siger til rådmandens forklaring om, at hun kunne være i tvivl om, hvad udvalget konkluderede, siger hun:
»Som udgangspunkt tror jeg, at alle politikere taler sandt.«
Op til udvalgsmødet havde politikere stillet en stribe spørgsmål til forvaltningen i Sundhed og Omsorg, som sendte dem en handleplan og en redegørelse. Redegørelsen fortæller bl.a., at medarbejdere og ledere i februar har set skjulte optagelser lavet af TV2 på Kongsgården, som pårørende til en 90-årig kvinde på plejehjemmet i en årrække har klaget over, og de viser eksempler på en række kritisable forhold omkring bleskift, lejring og respekt samt omsorgssvigt, uacceptabel adfærd og sprog. Ifølge redegørelsen er der efterfølgende holdt bl.a. 14 tjenstlige samtaler med medarbejdere og ledere.
Ifølge redegørelsen har de tjenstlige samtaler resulteret i én bortvisning for grov tjenesteforsømmelse samt fem skriftlige advarsler for manglende dokumentation af afvigelser fra besøgsplanen, ligesom seks har fået påtaler. Desuden fremgår det, at der pr. 1. maj er ansat tre sygeplejersker, som får følgeskab af yderlige tre sygeplejersker fra andre områder.