Nedrivningsmelding fra rådmand bekymrer boligforening
Brabrand Boligforening vil have Borgmesterens Afdeling til at bekræfte, at der ikke kan rokkes ved aftalen om forvandlingen af Gellerup og Toveshøj.
Kan Bünyamin Simsek (V) som teknisk rådmand egenhændigt få gennemtrumfet, at flere blokke skal rives ned i Gellerup og Toveshøj?
Kan han dermed sno sig uden om aftalen om helhedsplanen for Toveshøj og Gellerup, som et flertal i Aarhus Byråd og Brabrand Boligforening (BB) har indgået efter langstrakte forhandlinger.
Det vil BB nu bede Borgmesterens Afdeling i Aarhus Kommune om at svare på, fortæller Keld Albrechtsen, formand for BB.
Bünyamin Simsek er jo selv chef for tilsynet, så derfor er min bekymring, om han har tænkt sig at bruge sin beføjelse til at gå uden om aftalen.
»Vi vil drøfte med Borgmesterens Afdeling, hvilke beføjelser Bünyamin Simsek har til selvstændigt at træffe beslutninger på sådan et punkt. Efter vores opfattelse er det et flertal i byrådet, som bestemmer, og det vil vi selvfølgelig gerne være sikre på, så der ikke opstår tvivl om aftalen,« siger formanden.
Han blev »stærkt bekymret«, da han i JP Aarhus mandag kunne læse, at Bünyamin Simsek på baggrund af en advokatundersøgelse, der viste, at to af tre undersøgte renoveringer af blokke i Gellerup og Toveshøj er lige så dyre eller dyrere end nybyggeri, udtalte, at »det giver kommunens tilsyn mulighed for at vurdere, hvorvidt man anbefaler byrådet at følge en renovering eller måske skønner, at renoveringsudgifterne er så høje, at en renovering ikke kan betale sig«. Desuden åbnede Bünyamin Simsek for, at flere blokke end aftalt derfor kan blive revet ned.
Vil have afklaring
Dette tilsyn, som bl.a. skal godkende boligforeningernes budgetter for renovering og nybyggeri, inden boligforeningerne lader entreprenørerne gå i gang, er Bünyamin Simsek politisk chef for, og det er dette, som bekymrer Keld Albrechtsen.
»Han har en formulering om, at tilsynet selvstændigt kan gå ind og vurdere, at det bliver for dyrt at renovere en blok. Bünyamin Simsek er jo selv chef for tilsynet, så derfor er min bekymring, om han har tænkt sig at bruge sin beføjelse til at gå uden om aftalen,« siger Keld Albrechtsen, som dog vurderer, at han ikke juridisk set kan, da den både er godkendt af boligforening, kommunen og Transport- og Boligministeriet.
»Jeg vil betragte det som et aftalebrud, hvis man fra tilsynets side griber ind i processen og beslutter, at der er blokke, som ikke kan renoveres. Men jeg er alligevel betænkelig. Vi er ikke interesserede i, at der opstår konflikter, men heller ikke interesserede i, at der er en usikkerhed omkring antallet af nedrivninger,« forklarer han boligforeningens forestående henvendelse til Borgmesterens Afdeling.
Ifølge aftalen mellem et flertal i Aarhus Byråd og BB skal 7 af 18 blokke rives ned i Gellerupparken, mens der i Toveshøj skal nedrives 200 lejligheder svarende til ca. tre af områdets ni blokke. De øvrige blokke skal eller er blevet renoveret.
Under forhandlingerne om helhedsplanen for Gellerup ønskede BB at fortætte og renovere, mens kommunen i højere grad ville ændre beboersammensætningen gennem nedrivninger.
Kostede 116 mio. kr.
Som tidligere beskrevet i JP Aarhus fandt Aarhus Kommune ud af, at BB har brudt loven i forbindelse med en række nybyggerier og renoveringer ved at indlede disse projekter uden kommunens godkendelse, bl.a. blok A17 i Toveshøj. Denne renovering blev dyrere, end kommunen havde godkendt samt yderligere fordyret, da projektet blev stoppet, fordi kommunen fandt ud af, at det var blevet indledt, uden at tilsynet havde sagt god for projektets budget efter licitation.
Det er blevet afdækket i to advokatundersøgelser, hvor den seneste bl.a. fastslår, at renovering af blok A17 i Toveshøj var dyrere end nybyggeri. Udgiften på 116 mio. kr. svarer til en kvadratmeterpris på ca. 19.722 kr., mens nybyggeri anslås til 16.742-17.026 kr. pr. kvm.
Hvis det er lige så dyrt eller dyrere at renovere en blok frem for at rive blokken ned og opføre en ny, hvorfor vil det så være et problem med flere nedrivninger for at give plads til nyt?
»Det kunne man i princippet godt gøre, hvis man opfører et tilsvarende antal nye boliger. Men det ligger uden for min fantasi, at Landsbyggefonden nogensinde skulle godkende, at man river en sund og rask blok ned for at bygge en ny. Jeg tror heller ikke, at det er Bünyamin Simseks dagsorden – den er at få revet flere blokke ned,« siger Keld Albrechtsen, der henviser til, at venstre-rådmanden bl.a. har plæderet for, at en stor blok på otte etager på hjørnet mellem Åby Ringvej og Edwin Rahrs Vej også skulle rives ned.
»En storm i et glas vand«
Men det har ikke noget med sagen at gøre, understreger Bünyamin Simsek.
»Min hensigt er ikke at sno mig eller omgås nogen aftale. Jeg støtter op om de indgåede aftaler. Som rådmand har jeg et ansvar for at sikre, at lejernes penge gennem Landsbyggefonden forvaltes rigtigt. Så hvis Brabrand Boligforening foreligger projekter, hvor det er dyrere eller lige så dyrt at renovere som at rive ned og bygge nyt, vil jeg være den første, der råber vagt i gevær,« siger rådmanden, som vurderer, at det vil være op til byrådet at godkende eller afvise anbefalingerne fra hans forvaltning.
»Brabrand Boligforening rejser en storm i et glas vand, og jeg vil opfordre dem til at tage den direkte kontakt til mig i stedet for til borgmesteren. Det vil gøre det nemmere med en dialog,« opfordrer Bünyamin Simsek.
I JP Aarhus mandag sagde Anders Winnerskjold, politisk ordfører hos Socialdemokratiet, at partiet vil holde aftalen med BB.