Fortsæt til indhold
Aarhus

Svalegangen er fuld af håb og nye planer

Teatret i Rosenkrantzgade ved stadig ikke, om det overhovedet kan tage hul på en ny sæson i august. Men det er klar, når det får en klarmelding.

Per Smedegaard, direktør og kunstnerisk chef for Teatret Svalegangen, er født optimist, siger han.

Han holder fast i at være det, også selv om han nu er ved plan C for denne sæson, og allerede har linet en plan A, B og C op for den næste sæson, der om alt går vel og coronavirus vil, skal starte den 10. august.

Jeg håber ikke, at vi også skal have gang i en plan D.
Per Smedegaard, direktør og kunstnerisk chef, Svalegangen

»Jeg håber ikke, at vi også skal have gang i en plan D,« siger han oven på forårets aflysninger og et nyt sæsonprogram, der lanceres, mens teatrene stadig ikke ved, hvornår de må åbne, men hvor billetsalget ikke desto mindre er sat i gang.

Teatret Svalegangen har et vidtfavnende program til næste sæson, der kommer rundt om mange aspekter af livet. Her er det forestillingen ”Mødre”, et comedyshow om det at være småbørnsmor – og et eksempel på, at Svalegangen har fokus på at have flere kvinder på scenen. Foto: Svalegangen

Alligevel har han og teatret tænkt store tanker til næste sæson med fire egenproduktioner og en række gæstespil og flere kvinder end normalt på scenen, fordi han er blevet opmærksom på narrativer og kønsprojekter på scenen.

Positivt udkomme

Den optimistiske grundholdning får ham også til at fremhæve det positive udkomme af coronakrisen: Mange har fundet ud af, hvor meget kunst og kultur fylder i deres liv, nu de helt må undvære det.

»Mange har taget kultur, åndsliv og kunstscenen for givet og bare sat en 2 pct.’s årlig besparelse på, for det hele var der jo alligevel,« siger Per Smedegaard og gør opmærksom på, at nogle kunstnere har foreslået, at man skulle lukke hele kulturlivet i en måned, så folk kunne se, hvad de manglede, når det ikke var der.

»Det skete så,« siger han.

»Efter at kulturminister Joy Mogensen kom op i gear, kan vi se, at der er en vilje hos hele det politiske niveau fra statsministeren og nedefter: De vil kulturen og understreger, at kunst og kultur er vigtig for vores samfund. Det tager vi med herfra. Derfor er det med fuldt håb, at vi starter sæsonen. Vi skal bare have de rammer, vi må spille indenfor.«

”En Plads I Solen” handler om en aarhusiansk massemorder under Besættelsen, Kaj Henning Bothildsen Nielsen, spillet af Kristoffer Helmuth – et indre drama om at tro så meget på en sag, at troen til sidst forvandler et menneske til en massemorder. Foto: Svalegangen

Aarhusiansk massemorder

De fire egenproduktioner kommer rundt om flere emner, bl.a. Besættelsen.

Det sker med ”En Plads I Solen” med premiere den 31. oktober, som blev til gennem en samtale i Den Gamle By mellem Per Smedegaard og museumsinspektør Martin Djupdræt. Sidstnævnte spurgte, om Svalegangen netop i år, hvor det nye Besættelsesmuseet åbner, kunne genopsætte ”Besættelse” om retsopgøret mod den aarhusianske Gestapo-stikker Grethe Bartram.

»Det troede jeg ikke helt på, for den har spillet to sæsoner, jeg syntes derimod, at vi skulle lave noget på den aarhusianske massemorder Kaj Henning Bothildsen Nielsen,« fortæller Per Smedegaard om en mand, der stod bag 57 drab, 9 drabsforsøg og 116 sabotagehandlinger for Gestapo, bl.a. i Guldsmedgade den 22. februar 1945, hvilket udløste en kæmpe brand.

»Den historie er skrevet, svarede Djupdræt så: Af Jens Kaiser, tidligere redaktør for JP Aarhus. og Søren Tange Rasmussen, leder af Besættelsesmuseet i bogen ”Den aarhusianske massemorder”. Den historie var jeg ret optaget af.«

Forestillingen er ikke en dramatisering af bogen, men er inspireret af den, siger Per Smedegaard, som har fået dramatikeren Julie Maj Jakobsen til at skrive og Simon Borberg til at iscenesætte. Kristoffer Helmuth skal spille hovedrollen om en mand, der blev fundamentalist.

Holger Østergaard spiller hovedrollen i "En Lille Smule Ubehag". Pr-foto: Svalegangen

Mænd i teatret

Desuden genopsætter teatret ”En lille smule ubehag” med skuespilleren Holger Østergaard i hovedrollen som en 55-årig mand, der får prostatakræft. Den skal senere på danmarksturné i samarbejde med prostatakræftforeningen Porpa.

»Det er et godt emne, og samtidig er den publikumsudviklende – der kom rigtig mange mænd i teatret, da vi viste den første gang. Den ramte noget, og den kan bestemt klare en runde mere,« mener Per Smedegaard.

Han får tilsendt mange manuskripter fra dramatikere, og et af dem var fra Niclas Ashkan Johansen. Det faldt han for.

Valg som underholdning

»”Valgaften” er en fremskrivning af den nuværende politiske og populistiske situation. Den foregår i en nær fremtid, hvor statsministeren bliver valgt i et årligt tv-show.

»Der er tre forskellige slutscener, og det er publikum, der bestemmer hvem der bliver statsminister.«

Endelig er der ”Ondskabens Ansigt”, hvor to våbenhandlere går ind i en elevator, der sætter sig fast.

»Så ser man menneskets værste sider udvikle sig. Den er ret komisk og underholdende,« siger han.

Anders brink Madsen og Holger Østergaard i "Ondskabens Øjne". Pr--foto: Svalegangen 20/21

Når Svalegangen åbner igen, er det med en Store Sal, der har fået nye stole, nye podier og ny sceneteknik.

»Publikum vil opleve nye scenografier med flere elementer i spil. Det bliver helt fantastisk,« siger per Smedegaard.