Fortsæt til indhold
Aarhus

Udsigt til udsalg i lang tid

Store lagre af forårsvarer i de genåbnede detailbutikker kan betyde masser af gule udsalgsskilte i vinduerne og skarpe slagtilbud i Østjylland.

Der er udsigt til udsalg, når de østjyske butikker for alvor åbner igen.

Mens østjyderne er blevet hjemme, har salget af tøj stået stille. Men butikkerne har stadig modtaget lagre af nye kollektioner, som er blevet bestilt hjem, før de kan købes i butikkerne.

Intet eller minimalt salg skader likviditeten. Vil man ikke risikere at brænde inde med varerne, så skal man trække kunderne tilbage i butikken hurtigst muligt med f.eks. udsalg, det er forventeligt.
Bruno Christensen, detailekspert

Ifølge direktøren i Aarhus City Forening, Claus Bech, kan det betyde en lang periode med brandudsalg og skarpe slagtilbud rundtomkring i de aarhusianske detailbutikker.

»Jeg tror, at man vil opleve en periode, hvor folk fordelagtigt vil kunne handle. Det er der slet ingen tvivl om,« siger han.

Det samme billede tegner sig på Silkeborgs gågade.

Ifølge citymanager Pernille Varde Perigaard er langt størstedelen af Silkeborgs ikke-tvangslukkede butikker ved at åbne i denne uge, og hun forventer, at flere følger trop i næste uge.

Hun kan sige ikke noget om, hvor mange butikker der laver udsalg, men hun erkender, at flere steder holder udsalg allerede.

»Går man en tur rundt på gågaden og torvet, vil man se flere gule skilte i vinduerne,« siger hun.

At butikkerne vælger at sælge billigt ud af deres varer, kalder detailekspert Bruno Christensen for »en kamp om overlevelse«.

»Intet eller minimalt salg skader likviditeten. Vil man ikke risikere at brænde inde med varerne, så skal man trække kunderne tilbage i butikken hurtigst muligt med f.eks. udsalg, det er forventeligt,« forklarer Bruno Christensen.

Støt op om det lokale

Henrik Faurholdt Jensen, der er indehaver af herretøjsforretnignen Harder i Aarhus, mener også, at der er en overflod af varer i detailsystemet, og at nogle butikker vil se sig nødsaget til at lave udsalg på deres varer.

Selv regner han dog ikke med at lave brandudsalg og maner til besindighed.

»Hvis man skal holde det helt store udsalg, er det ofte, fordi man har uaktuelle eller forkerte varer. Det, der hænger i butikkerne nu, er højaktuelle forårsvarer, der skal til at bruges nu,« siger han og fortsætter:

»Jeg håber på, at butikkerne starter forårssæsonen stille og roligt op. Der er i princippet to måneder til, at udsalget normalt plejer at starte op. Hvis folk kan holde sig lidt i skindet, så kunne man godt slå to måneders o.k. handel til fuld avance og bagefter se, hvad der er tilbage til udsalg. Til udsalget bliver der så nok et kæmpe udsalg. Det er nok ingen hemmelighed.«

Claus Bech og Pernille Varde Perigaard opfordrer østjyderne til at støtte op om de lokale butikkers genåbning.

»Det har været en hård tid for mange forretninger, så det handler selvfølgelig om at få gang i hjulene igen, mens vi stadig følger myndighedernes anbefalinger,« siger Pernille Varde Perigaard.

»Jeg vil opfordre til at støtte op om byens lokale forretningsliv,« siger Claus Bech.