Fortsæt til indhold
Aarhus

Midtjylland reducerer den kollektive trafik

På grund af coronavirus har Midttrafik indstillet flere buslinjer og reduceret kørsel med letbanen.

Den kollektive trafik har markant færre passagerer som følge af myndighedernes indsats for at afbøde spredningen af coronavirus. Derfor har kommunerne og region Midtjylland i samarbejde med Midttrafik lavet ændringer i ruteplanerne for både busser og letbane.

»Status i det midtjyske område er nu, at kørslen er reduceret på letbanen, hvilket primært skyldes mandskabsmangel. Hertil kommer, at der er ændringer i den planlagte kørsel på grund af regeringens beslutning om midlertidigt at lukke skoler, gymnasier og uddannelsessteder,« siger Michael Steinberg, der er projektleder ved Trafikservice i Midttrafik.

I Aarhus er blandt andet alle afgange på linje 31, 32 og 35 aflyst fra den 16. marts og to uger frem. I samme periode kører letbanen kun efter søndagskøreplanen, og fra den 20. marts bliver kørslen med natbusser betydeligt reduceret. Trods reduktionerne holdes den kollektive trafik indtil videre i gang, så folk kan komme på arbejde.

»Det er regeringens intention ikke at lukke den almindelige kollektive trafik, for at ansatte i kritiske funktioner fortsat kan komme på arbejde,« siger Michael Steinberg.

Han kan dog ikke udelukke, at der kommer flere ændringer.

»Vi holder øje med, om busselskaberne får svært ved at have mandskab nok til at dække ruterne. Der kan desuden være ruter, hvor der er så få kunder, at det vil blive vurderet, om der skal ske ændringer af kørslen. Alle ændringer vil løbende blive opdateret på Midttrafik.dk og på øvrige platforme for trafikinformation,« siger Michael Steinberg.