Fortsæt til indhold
Aarhus

To nye spisesteder må udskyde åbning

Den aarhusianske kok Martin Ib skulle have åbnet to nye spisesteder i marts. MIB Food Court i det nye hostel Book1 i Mølleparken og MIBfeast i Pakhus 2 på Aarhus Ø. Det har coronakrisen nu sat en stopper for.

Martin Ib hører til Aarhus’ mest entreprenante kokke. Han driver cateringvirksomhed, eget bageri, selskabslokaler og mange kantiner rundt om i byen, de fleste under MIB-navnet, og før coronakrisen havde han to nye steder på vej. Torsdag den 19. marts skulle byens nye hostel Book1 i Mølleparken have åbnet, og her står Martin Ib for det 300 kvadratmeter store spisested Food Court.

Åbningen af hotellet er nu udskudt på ubestemt tid.

»Det er en virkelig træls situation, men den rigtige beslutning alt taget i betragtning,« lyder det fra Martin Ib. Torsdag den 26. marts skulle han have åbnet endnu et spisested i Aarhus. Det var MIBfeast i det nybyggede Pakhus 2 på Aarhus Ø. Den åbning er nu også udskudt.

»Da vi åbnede for reservationerne den 10. marts, fik vi over 250 reservationer den første dag. Det var meget træls at skulle annullere dem igen,« konstaterer Martin Ib.

Mølleparkens ry

Det er Brøchner Hotels, der står bag Book1.

»De kontaktede mig, fordi de gerne ville have mig med som lokal madleverandør. Det skulle jeg lige tænke over. Jeg er ikke vant til at være del af et hotel, og så har Mølleparken jo haft et blakket ry gennem mange år,« siger Martin Ib.

Han valgte dog at byde ind med et koncept, der blander de retter, som han er kendt for: smørrebrød, pizza, salater og brød fra eget bageri. Som noget nyt også grillretter og veganske retter.

»Alle slags mennesker kommer til at overnatte her, lige fra skolebørn over businessfolk til backpackere, så her skal være en forskellighed i maden,« understreger Martin Ib.

Der er indrettet køkken i kælderen, og selve Food Courten ligger i stueetagen med en 20 meter lang disk og langborde til gæsterne. Transformationen fra bibliotek til hostel og madsted har ikke været helt uden problemer.

»Det er jo et gammelt hus, og der var da mange bærende betonsøjler, som jeg godt kunne tænke mig at have fået flyttet, men det er lykkedes godt,« siger Martin Ib.

Food Court får plads til 200 spisende, og Martin Ib satser i lige så høj grad på aarhusianere som på hostellets overnattende gæster.

»Vi bliver et offentligt sted med fire indgange, hvor man altid lige kan kigge ind og slå sig ned. Jeg vil kalde stedet en blanding af Dokk1 og Aarhus Street Food,« siger Martin Ib.

Aarhusianerne kan også holde deres selskaber her.

»Vi vil gøre hostellet til et åbent hus. Det er jo en fantastisk bygning, hvis ydre heldigvis er bibeholdt, og hvor det indre er renoveret, så huset nu får en ny funktion i byen. Her er god plads til arrangementer, så vi vil skabe noget, som ikke er set før på et hostel,« siger Martin Ib.

Nyt liv til Mølleparken

Når man kommer ind fra den store trappe ved hovedindgangen, træder man ind i en lounge, hvor en dj vil spille på udvalgte dage.

Jeg tager buffetkonceptet op igen, for det er min fornemmelse, at gæsterne gerne vil det, fordi det er uhøjtideligt.
Martin Ib, restauratør og madiværksætter

»Vi skaber noget liv her, som de lokale også kan komme og være en del af. Men aarhusianerne skal da nok lige opdage, at det gamle bibliotek ikke kun er blevet et hostel, men i høj grad også et sted for de lokale om dagen og aftenen,« siger Martin Ib.

Martin Ib er ikke længere bekymret for Mølleparkens blakkede ry.

»Her er blevet ryddet op, så det er blevet en smuk park. Vi får siddepladser i Mølleparken, hvor folk kan sidde, når vejret er til det. Nu skal der skabes en positiv ånd her. Der har været afholdt mange offentlige arrangementer i den her ende af byen, men her har ikke været en café og restaurant før. Vi gør noget nyt ved at prøve at trække miljøet omkring åen herhen, og det tror jeg på, at vi kan,« siger Martin Ib.

Flytter med over i Pakhus 2

Martin Ib driver i forvejen kantine, madmarked og selskabslokaler i Pakhus 1 på Aarhus Ø, og nu flytter han også ind i Pakhus 2, hvor han foruden MIBfeast også skal drive husets kantine og afholde selskaber.

»Vi er rigtigt glade for at være i Pakhus 1, og derfor var det oplagt at fortsætte i Pakhus 2, især fordi vi kunne få plads til en restaurant også,« siger Martin Ib.

Martin Ib har ikke tidligere arbejdet sammen med et hotel, men ser frem til udfordringerne i Food Court. Foto: Mads Frost

Martin Ib har tidligere drevet gourmetrestauranten M IB på Banegårdspladsen, som han solgte i 2008 for at få mere tid til familien.

»Da jeg solgte restaurant M IB, svor jeg over for min kone ikke at åbne almindelig restaurant igen, men som årene er gået, har det trukket i den gamle cirkushest for at komme ind i manegen igen. Jeg har dog ikke drømme om at få Michelin-stjerner, den tid er jeg ovre, men jeg har en drøm om at skabe en restaurant med en intim og hyggelig atmosfære, hvor man får en superoplevelse både på det gastronomiske og det visuelle,« fortæller Martin Ib.

Navnet feast betegner et stort, overdådigt måltid, og konceptet er gourmetbuffet med grønt, fisk, skaldyr og kød. Her er intet a la carte-menukort.

Gæsterne kan vælge fra halvanden til tre timers adgang til buffeten, der også omfatter en bar med drikkevarer.

»Aarhus Ø har gourmetrestauranterne Substans og Ghrelin, så området mangler et mere mangfoldigt og afslappet sted, hvor gæsterne har lov til at spise og drikke det, de har lyst til uden at skulle forholde sig til så meget,« siger Martin Ib.

Buffet på gourmetmåden

Buffetkonceptet har været en udskældt genre inden for gastronomi.

»Jeg tager buffetkonceptet op igen, for det er min fornemmelse, at gæsterne gerne vil det, fordi det er uhøjtideligt. Buffeten vil ikke kun bestå af store fade, men også af anrettede småretter. Vi vil vise vores kokkehåndværk, det er her, at gourmetaspektet kommer ind,« påpeger Martin Ib.

MIBfeast har plads til 120 gæster indenfor og til 100 udenfor.

»Vi får en terrasse ud mod Generationernes Hus ned til åen. Her er aftensol, og da der ikke kan bygges flere huse her, bliver den ved med at være der,« siger Martin Ib.

Han henviser til sin hjemmeside, Martinib.dk, for information om, hvornår de to spisesteder vil åbne.