Fortsæt til indhold
Aarhus

Fire medarbejdere på coronaramt plejehjem bedt om at blive hjemme

Smittet medarbejders kontakter med andre er ved at blive kortlagt. Resultaterne af seks testede beboere ventes klar onsdag aften eller torsdag.

Fire medarbejdere på Plejehjemmet Hørgården i Aarhus-forstaden Risskov er blevet bedt om at blive hjemme.

Det oplyser Vibeke Dahmen, viceområdechef i Område Nord, Sundhed og Omsorg, der står for plejehjemmene i Aarhus.

»Der er nogle medarbejdere, der udviser tegn på smitte eller infektion. Det er ikke sikkert, at det er corona. Det kan være forkølelse, snue eller andet, men fordi en medarbejder er testet positiv på Hørgården, så har vi valgt i første omgang at bede de medarbejdere om at blive hjemme og få en lægefaglig vurdering af, om de skal testes, og hvad det videre forløb skal være,« siger hun.

Som tidligere beskrevet er en sosu-medarbejder på Hørgården smittet med coronavirus. Han var på nattevagt i weekenden, hvor medarbejderne typisk kommer ind til mange beboere. Han blev i løbet af natten utilpas og blev tirsdag eftermiddag testet positiv for coronavirus.

Ifølge Vibeke Dahmen blev de fire medarbejdere bedt om at blive hjemme, da de de tirsdag meldte ind, at de var sløje. Hun kan ikke sige, om de har været i nærheden af den smittede, men konstaterer, at smittekæden er ved at blive kortlagt.

»Hvem der helt specifikt har været sammen med andre, kan jeg ikke svare dig på. Men fordi situationen er, som den er, og det er ældre og svækkede borgere, der bor her, gør vi det på den måde, indtil vi ved mere,« lyder det fra viceområdechefen.

Der er også taget forholdsregler over for beboerne på Plejehjemmet Hørgården. De skal blive inde på deres værelser og skal ikke regne med at få besøg af deres pårørende i disse dage.

Vibeke Dahmen oplyser, at seks af beboerne på plejehjemmet udviser symptomer på smitte, bl.a. med host og nys.

»Det er ikke nødvendigvis corona, men en eller form for infektionssygdom. Indtil vi har nogle testresultater, agerer vi som om, de er smittede velvidende, at det er de måske slet ikke,« siger hun.

Testresultaterne kommer i onsdag aften eller torsdag, forventer Vibeke Dahmen.