Fortsæt til indhold
Aarhus

Stor rift om østjyske sommerhuse

De østjyske feriehusudlejere har betydeligt flere bookinger, end de havde på samme tid sidste år.

Hvis du ikke har sommerferieplanerne på plads og gerne vil leje et sommerhus i Østjylland, skal du snart have fingeren ud.

Hos flere udlejningsfirmaer i Østjylland oplever man nemlig en stigende efterspørgsel på sommerhuse i området.

Novasol Dansommer i Ebeltoft, der er en af de største feriehusudlejningsbureauer på Djursland med godt og vel 1.100 sommerhuse, fortæller, at ca. 65 pct. af sommerhusene i Syddjurs allerede er udlejet i juli og august måned i år.

Over halvdelen af vores sommerhuse er udlejet i højsæsonen, juli-august. Det niveau nåede vi først i april sidste år, og årene før det lå det endnu senere.
Ingrid Ribergaard, Novasol dansommer Ebeltoft.

Der er stort set altid udsolgt i højsæsonen, men i år er langt de fleste sommerhuse blevet booket meget tidligt, forklarer kontorleder Ingrid Skytte Ribergaard.

»Efterspørgslen på feriehuse til udlejning har aldrig været større. Over halvdelen af vores sommerhuse er udlejet i højsæsonen, juli-august. Det niveau nåede vi først i april sidste år, og årene før det lå det endnu senere,« siger hun.

I løbet af de seneste 10 år er der sket en stigning på ca. 25 pct. i antallet af udlejninger af danske sommerhuse.

Langs Odder-kysten er der allerede stor efterspørgsel på sommerhuse til sommeren 2021, fortæller Feriepartner Odder-Juelsminde. Hos udlejningsbureauet er ca. 68 pct. af sommerhusene i højsæsonen i år allerede taget af hylderne.

»Det er ret specielt i år, at vi allerede kan se, at der bookinger til højsæsonen 2021. Det er tidligere, end vi hidtil har set. Det er formentlig, fordi gæsterne har oplevet, at der ofte har været udsolgt flere måneder før. Efterspørgslen kommer tidligere og tidligere,« siger Vibeke Christensen, direktør i Feriepartner Odder-Juelsminde, der er den største feriehusudlejer i Odder-området.

Pia Lange Christensen, direktør i Visitaarhus, forventer, at Østjylland kommer til at mangle sommerhuse til udlejning. Hun har derfor en appel om, at flere sommerhusejere skal leje deres huse i højsæsonen.

»Det er vigtigt for området, at der er overnatningsmuligheder, for turismen er med til at holde liv i lokalsamfundene, skabe arbejdspladser og omsætning. Samtidig er der en god økonomisk gevinst at hente for den enkelte sommerhusejer,« siger Pia Lange Christensen.