Fortsæt til indhold
Aarhus

Region Midtjylland vil lukke autismetilbud

maria

Elendige fysiske rammer og tidspres lukker formentlig Region Midtjyllands bo- og behandlingstilbud til autister under Højskolebakkens afdeling i Skals ved Viborg.

Bostedet, som i dag har syv beboere, er indstillet til lukning af direktionen i Region Midtjylland. Beboerne og de 17 fastansatte medarbejdere er blevet orienteret om planen, som skal behandles i regionsrådet den 25. marts 2020.

Højskolebakken Skals var et af de autismetilbud, der i efteråret 2019 fik voldsom kritik af Socialtilsyn Midt i tilsynssagen mod Specialområde Autisme.

I december fastslog tilsynet, at Region Midtjylland i løbet af tre måneder bl.a. skal gennemføre kompetenceudvikling i konflikthåndtering. Samtidig blev regionen pålagt bl.a. at genstarte Højskolebakken og tre andre afdelinger i specialområdet med henblik på at opnå en ny godkendelse af Socialtilsynet.

Men den korte frist har presset arbejdsmiljøet på afdelingen i Skals, og derfor har regionen nu erkendt, at man ikke når i mål med de nødvendige forbedringer på bostedet.

Hvis afdelingen lukker, vil medarbejderne blive søgt omplaceret eller blive afskediget i overensstemmelse med regionens retningslinjer.