Jorn-museet flytter
Museum Jorn flytter helt ind i byen og skal være Silkeborgs nye samlingssted.
Man kan godt fornemme det: Pladsen er trang på Museum Jorn.
Ikke mindst efter at museet fik en lang række værker og arkivalier af kunstneren Per Kirkeby, der døde i 2018, men længe havde et godt øje til museet i Silkeborg og dets store samling af Asger Jorns værker.
Museet har i dag Danmarks næststørste kunstsamling med op mod 35.000 værker.
Så nu skal det flytte, men det bliver ikke til et mindre centralt sted i Silkeborg. Kommunen besluttede i 2019 at tildele museet en grund ned til Silkeborg Langsø, meget centralt i byen. Museets nye område indgår i kommunens strategi om at være ”Danmarks outdoor-hovedstad”, og samtidig ønsker man at tiltrække publikum fra Nordtyskland og Skandinavien – de skal ikke kun gå på museum i Aarhus.
Idéen er, at museet skal være en generator for bylivet i Silkeborg og udvikle sig til at være et sted, hvor ”alle” kommer. Det skal ikke være et traditionelt kunstmuseum, men en ny form for samlingspunkt, hvor borgere fra byen og besøgende udefra kan mødes, som det hedder i visionerne for det nye museum. Det ligger også i arbejdstitlen for det store museumsprojekt: ”Jorn – Museum for alle”.
Der skal nu udskrives en arkitektkonkurrence, og flytningen forventes at kunne ske om godt fem år.
Håber på 50.000 gæster
Museet har ligget på sin nuværende adresse på Gudenåvej siden 1982 og blev udvidet i 1998.
Besøgstallene har svinget de senere år. 2017 var et gyldent år med sin udstilling om Asger Jorn og Edvard Munch, som trak publikum fra nær og fjern og bragte publikumstallet op på 93.554. I 2018 dalede det til 47.291 og sidste år en tak længere ned til 45.273 besøgende.
I år håber museet med sine nye udstillinger og sin markering af Per Kirkeby at kunne tiltrække omkring 50.000 gæster.