Fortsæt til indhold
Aarhus

Østbanegården bliver hovedkvarter for digital bank

Teknologivirksomheden Lunar åbner i februar i den tidligere Paustian-bygning.

Efter blot tre uger på markedet er Østbanegården i Aarhus blevet lejet ud. Den nye lejer er den Aarhus-baserede teknologivirksomhed og nye bank Lunar.

»Vi har oplevet en kæmpe støtte fra både politikere og uddannelserne til at ville satse på at skabe en fintech-klynge i Aarhus, og derfor vil vi også gerne sætte et markant aftryk på byen. Den tidligere Paustian-bygning bliver nu til Lunar-bygningen,« siger stifter og adm. direktør Ken Villum Klausen.

Ifølge ham er Østbanegården ideel for banken og dens medarbejdere.

Vi er ikke traditionelle bankfolk, og vi vil bruge de nye rammer til netop at sprænge rammerne for, hvad en bank er.
Ken Villum Klausen, .adm. direktør, Lunar

»Ligesom vi ændrer måden, man tænker bank på, vil vi også gerne nytænke måden, man bruger de traditionsrige gamle bygninger på,« siger han.

Lunar blev stiftet i Aarhus i 2015 og har i dag over 120 ansatte, der er fordelt på kontorer i Aarhus, København, Oslo og Stockholm.

Som den første såkaldte fintech-virksomhed (finansiel teknologi, red.) fik Lunar banklicens i august 2019 og bygger i øjeblikket sin egen digitale bank uden filialer op fra bunden.

Har fået licens

»Vi er ikke traditionelle bankfolk, og vi vil bruge de nye rammer til netop at sprænge rammerne for, hvad en bank er. Kunderne er med til at bygge vores produkter, og vi vil invitere dem indenfor til seminarer, konferencer og events. Vi kan garantere, at der bliver en masse liv og aktivitet i Østbanegården,« siger Ken Villum Klausen.

Lunar har rejst omkring 350 mio. kr. fra investorer til at bygge fremtidens bank og forventer at flytte ind i de nye rammer i februar. I dag holder Lunar til i Toldboden på Hack Kampmanns Plads, men væksten af både kunder og medarbejdere har gjort pladsen for trang.