Fortsæt til indhold
Aarhus

Friskole på tvangsauktion: Nu er den solgt for 2 mio. kr.

De sidste elever forlod Margrethelyst Friskole i sommer, og nu er skolen solgt til et lokalt autismetilbud, som ønsker at udvide.

2 mio. kr. Det blev hammerslaget på en 2.291 kvm. stor skole i landsbyen Falling i Odder Kommune.

Den offentlige vurdering af den tidligere Margrethelyst Friskole lød på 11 mio. kr., så det må siges at være noget af en spotpris, køberen, det lokale autismetilbud Fonden Ørting, har fået. Den samlede pris for skolen var faktisk godt 1.7 mio. kr., men med skolen fulgte en gæld på ca. 200.000, som Fonden Ørting tog med i købet.

Skolen var egentlig sat på tvangsauktion, men hos Fonden Ørting mangler de plads til den udvidelse, skolen står over for, så det gav god mening at købe bygningerne, der ligger to km derfra. Og tvangsauktionen, der skulle have fundet sted tirsdag, blev aflyst.

Vi behøver ikke gøre andet end trække en malerrulle, så kan vi rykke ind.
Jørn Bisgaard, forstander Fonden Ørting

Flere klasser til autister

Fonden Ørtings nuværende bygninger rummede indtil 2009 plejehjem, men i dag er det bosted og skole for autister mellem 14 og 18 år fra hele landet. Og det er så populært, at skolen har måttet afvise flere interesserede.

»Vi har simpelthen pladsnød,« siger skolens forstander Jørn Bisgaard.

Imens der mange steder tales om og arbejdes med inklusion af børn med specialbehov, planlægger skolen at udvide med pladser til både yngre og ældre klasser.

»Det er et behov, vi ved er der. Der er mange kommuner, som har unge mennesker, de ikke kan stille noget op med. Vores målgruppe, autisterne, kan ikke bare inkluderes,« siger han, men understreger, at han går ind for inklusion for dem der kan.

»Det er desværre bare blevet sådan, at alle skal, og vi kan se, at de lider under det.«

Kræver en malerpensel

Det har længe været planen, at skolen i Ørting skulle udvide, men det er rent tilfældigt, at det bliver til de tidligere friskolelokaler.

Aftalen faldt på plads mandag kl. 15.50, så det er endnu så nyt, at forstanderen ikke endnu ved, hvordan tidsplanen eller indretningen bliver.

»Det har aldrig været vores ide at udvide den vej. Men muligheden bød sig, da skolen lukkede. Og den står jo komplet møbleret. Vi behøver ikke gøre andet end trække en malerrulle, så kan vi rykke ind. Alt er godkendt, så det er kun attraktivt for os,« siger Jørn Bisgaard.

Planen er at etablere undervisningstilbud i lokalerne for elever fra lokalområdet og nabokommunerne, men der er altså ikke tale om at udvide bodelen, som fortsat skal være på skolens oprindelige lokation. Til gengæld betragter forstanderen den nykøbte skole som en langtidsinvestering, fordi der på sigt kan etableres beskæftigelse, klub osv. for eleverne.

»Nu skal vi bruge det næste halve års tid på at finde ud af, hvor mange vi skal starte op med, og så går vi nok i gang til august. Medmindre, der er nogen, som presser på, så kan vi måske starte allerede i marts eller april,« siger han og tilføjer, at der ikke er tale om hverken 40 eller 50 elever.

Det bliver i det små, med f.eks. en klasse på seks eller to klasser med i alt 12.

Den tidligere Margrethelyst Friskole blev etableret i 2011, da Odder Kommune lukkede områdets folkeskole, men friskolen måtte lukke i sommer, da der kun var skrevet fem elever op til at starte i 0. klasse.