Vil du købe en nedlagt friskole?
Margrethelyst Friskole i landsbyen Falling Skove syd for Odder, der netop er blevet begæret på tvangsauktion.
Parcelhuse, ejerlejligheder, bondegårde.
Af de mange boliger, der hver dag kommer på markedet, er der en gang imellem en ejendom, der skiller sig lidt ud fra de det andre.
Som for eksempel Margrethelyst Friskole, Persievej 2, i landsbyen Falling Skove syd for Odder, der netop er blevet begæret på tvangsauktion.
Det skriver boligsitet Boliga.dk.
Her er der ikke samtalekøkken eller altan at hente, men i stedet en tidligere folkeskole bygget i 1960 på en 1,7 hektar stor grund med både shelter, bålplads, fodboldbaner og cykelskur.
Det bebyggede areal er 2.291 kvm - uden kælder. Og den offentlige vurdering er 11.800.000 kroner.
Senest har ejendommen ifølge salgsopstillingen fra tvangsauktionssitet iTvang.dk fungeret som en friskole for områdets børn med både en SFO og børnehave tilknyttet. Men nu er fremtiden for adressen altså åben for den højest bydende. Sidst ejendommen blev solgt var i december 2011, hvor handelsprisen var 4 mio. kr.
De sidste elever forlod Margrethelyst Friskole i sommer, og da der kun var skrevet fem elever op til at starte i 0. i gangværende skoleår valgte bestyrelsen at kaste håndklædet i ringen.
Margrethelyst Friskole opstod i 2011, da Odder Kommune lukkede Ørting-Falling Centralskole. Friskolen boede i den nedlagte centralskoles bygninger.
Færre tvangsauktioner
Det sker med jævne mellemrum, at boliger ender i fogedretten af den ene eller anden grund - men der er blevet betydeligt længere mellem de begærede tvangsauktioner end tidligere.
Det viser tal fra Boliga.dk.
I forhold til 2018 er antallet af begærede auktioner hidtil i år faldet med 17 procent i Region Midtjylland, hvor skolen jo ligger. Også på landsplan er der sket en positiv udvikling med et fald på hele 22 procent i antallet af begærede 1. auktioner.
Den nu lukkede friskole skal på auktion sidst i november, hvor man skal møde op i Retten i Aarhus for at byde på ejendommen.