Hightech, hobbyer og leg på Dokk1
I weekenden den 12.-13. oktober bliver gør-det-selv-kulturen fejret på Dokk1. Aarhus Mini Maker Faire slår dørene op til to dages festival.
En klingende lyd fylder forhallen i Dokk1.
«Velkommen til Aarhus Mini Maker Faire,« lyder det fra kvinden i højtalerne.
Efter et par praktiske informationer ønsker hun gæsterne en god dag på festivalen. De omkring 30 stande på Aarhus Mini Maker Faire er opstillet forskellige steder på Dokk1. Blød jazz flyder ud af to store højtalere, der er placeret på et bord ved siden af caféen. Her vises en ny form for bæredygtige højtalere frem.
»Det her er min store passion. Jeg har arbejdet med det i fem år,«Hans Klysner, Robotworkshop.
Et par borde derfra kan man lege med fjernstyrede robotter. Her er både børn og voksne samlet for enten at programmere en robot til at tegne ved hjælp af en tablet eller for at bruge dem til at spille en moderne version af det klassiske bobspil. ”Makerne” bag denne stand hedder Robotworkshop.
Forskellige skabere
På festivalen kan der opleves flere forskellige skabere, eller ”Makers”, som præsenterer hvert deres håndværk. En af dem er Hans Klysner. Han er på Aarhus Mini Maker Faire med Robotworkshop, og det er ham, der har lavet den mere futuristiske udgave af bobspillet. Hans Klysner er uddannet indenfor informationsvidenskab, men robotter er hans hobby.
»Det her er min store passion. Jeg har arbejdet med det i fem år,« fortæller Hans Klysner.
Han er sammen med Robotworkshop.dk på festivalen, fordi det giver en mulighed for at få opfindelserne med ud af huset. Derudover giver det også muligheder for yderligere at udvikle på produkterne og få nye idéer fra det publikum, der prøver robotterne.
»Vi er med på Mini Maker Faire, fordi det er rigtigt hyggeligt. Det er også en god chance for at præsentere nogle af de ting, man arbejder med, og få noget respons på det,« siger Hans Klysner.
Udover robotter og elektronik er der på årets festival også mulighed for at bygge sine egne instrumenter, designe tøj eller flyve med droner. Der er et bredt udvalg af hobbyer, hvor forskellige deltagere har valgt at vise deres interesser frem i stande.
Anne From, der er PR- og kommunikationsansvarlig for festivalen, fortæller, at det for de skabende deltagere, der normalt arbejder bag lukkede døre, er en mulighed for at vise deres idéer frem.
»Det er en måde, hvorpå skaberne, der ellers sidder meget for sig selv, kan komme ud og være sociale med deres produkter og evner. De vil gerne dele de kompetencer, de har,« fortæller Anne From.
Sofaræs
Oppe ved udsigten, hvor store panoramavinduer giver et udsyn på Aarhus havn, er der sofaræs. De ældre sofaer er blevet udstyret med hjul og motor og kan styres ved hjælp af en fjernbetjening. Sofaerne vækker interesse blandt de besøgende, som nysgerrige stiller sig i kø ved siden af afmærkningen.
Lidt fra sofaræset præsenterer forskellige stande som Open Space Aarhus, Makers And Breakers og Labitat ting som elektronik og 3D-printere. Men det er også muligt selv at få hænderne i brug på festivalen. Hvad end der laves instrumenter, programmer eller robotter, så er koncentrationsniveauet stort. Både blandt forældre og børn.
”Jeg er ikke helt sikker, men jeg tror, det er en robot,” siger Josva på otte år, da han bliver spurgt om, hvad de er ved at bygge. Ved siden af ham sidder hans far, Daniel Møller Kongsgaard, og assisterer med arbejdet.
Mange af standene tilbyder forskellige aktiviteter, så gæsterne selv kan få lov at prøve kræfter med de forskellige hobbyer. Der er også flere workshops i løbet af weekenden, hvor man blandt andet kan lære at tegne, strikke eller at binde fluer til at fiske med.