Fortsæt til indhold
Aarhus

Region Midtjylland får europæiske stjerner

Et værktøj baseret på kunstig intelligens, der kan forudsige akut sygdom, og et digitalt system til at hjælpe demente. Det er to eksempler på sundhedsinnovation i Region Midtjylland, der er skabt i partnerskab, og den samarbejdsform får nu fire ud af fire EU-stjerner.

ufno

Det er Europa-Kommissionen, der står bag stjernerne, der gives til partnerskaber, der udmærker sig ved at indgå i innovation rettet mod sundhedsløsninger til den voksende ældre befolkning i EU. Partnerskaberne udnævnes samtidig til referencesteder for hele EU.

I en pressemeddelelse skriver regionen, at det er første gang, Region Midtjylland søger om at blive referencested. Det er sket i tæt samarbejde med Aarhus Kommune, der er en af de digitale og innovative frontløbere på området – også internationalt. Nu er hele regionens status som referencested i hus og endda med flest mulige stjerner.

»At vi får fire ud af fire mulige stjerner, første gang vi søger, er en cadeau til vores stærke regionale partnerskaber på tværs, der kan involvere hospitaler, kommuner, uddannelses- og vidensinstitutioner, virksomheder og borgere. Vi ved, der bliver flere ældre, og vi skal finde nye løsninger. Det kræver samarbejde på tværs, og det sker ikke af sig selv. Det kræver et strategisk fokus og en vilje, som i høj grad findes i vores region,« forklarer Anders Kühnau (S), regionsrådsformand i Region Midtjylland.

Foregangssted i Europa

Med titlen som referencested i EU’s European Innovation Partnership on Active and Healthy Ageing kan Region Midtjylland blive et område, udlandet vil skele endnu mere til for inspiration og investeringer, når det handler om sundhedsløsninger.

»Titlen er en blåstempling af det, vi kan. Det kan give vores hospitaler, kommuner og virksomheder en indgang til at samarbejde med førende partnere i udlandet, så vi kan få endnu flere og bedre løsninger til borgerne. Og så skal vi ikke glemme, at det også kan give forretningsmuligheder for de mange virksomheder i regionen, der arbejder med sundhedsinnovation,« siger Anders Kühnau.

Region Midtjylland modtager officielt den europæiske anerkendelse onsdag på konferencen AAL Forum i Aarhus.