Forsøg med blandede klasser bliver permanent
Aarhus-projektet Nest, hvor børn med og uden særlige behov går i klasse sammen, udvides til to skoler.
Aarhus-projektet Nest, hvor børn med og uden autisme går i klasse sammen, bliver nu permanent. Som led i Aarhus Byråds budgetforlig natten til fredag afsættes der til og med år 2023 10,7 mio. kr., så der med tiden vil være to Nest-klasser på alle klassetrin på to skoler – Katrinebjergskolen samt en anden skole.
Tanken er, at man samler ressourcerne fra almen- og specialområdet, så det kommer hele klassen til gode. De første erfaringer med Nest på Katrinebjergskolen blev præsenteret i sidste uge, og de viser, at børnene trives og udvikler sig fagligt og socialt samt at medarbejdere og familier er glade for Nest.
»Med Nest slår vi to fluer med ét smæk - både de børn, som har behov for ekstra støtte og de som ellers ville gå i en helt almindelig klasse. Det er inklusion, når det er allerbedst,« siger rådmand Thomas Medom, børne- og ungeafdelingen.
Tilfreds rådmand
Ud over at udvide Nest, har forligspartierne afsat 3,7 mio. kr. om året frem til 2023 til at sikre, at pædagoger og lærere har de rigtige kompetencer til at understøtte børn med særlige behov. Det er rådmanden meget tilfreds med.
Der er et stort gab på 35 mio. kr. mellem den bevilling, skolerne får til børn i eksterne specialklasser, og det faktiske forbrug.Helle Mønster, formand, Aarhus Skolelederforening
»Dygtige medarbejdere er en af forudsætningerne for, at vi lykkes med børnene,« understreger han.
Aarhus Skolelederforening er ifølge formand Helle Mønster generelt positiv over for, at forligspartierne denne gang har haft så stor fokus på specialområdet.
Et gab på 35 mio. kr.
»Vi er meget tilfredse med, at man retter blikket mod den udfordring og det, at det kan være med til at udvikle nye inkluderende læringsmiljøer til gavn for både almen- og specialundervisning,« siger Helle Mønster.
Hun mener dog, at der skulle være bevilget flere penge til området.
»Der er et stort gab på 35 mio. kr. mellem den bevilling, skolerne får til børn i eksterne specialklasser, og det faktiske forbrug. Vi havde håbet, at vi ville få nogle penge til at lukke det hul. Men måske kommer der 10 mio. kr. tilbage til skolerne, fordi der bliver anbragt færre børn,« siger hun.