Energiforbruget er faldet i Aarhus Kommune
Selv om der er kommet flere borgere til Aarhus, er energiforbruget siden 2009 faldet. Det skyldes bl.a. et samarbejde mellem kommunen og bygningsejere om at energioptimere flere boliger.
Energiforbruget i Aarhus er faldet 7,2 pct. fra 2009 til 2017, viser den seneste opgørelse over Aarhus’ bruttoenergiforbrug. Det er til trods for, at befolkningstallet i Aarhus er steget med 38.000 personer i samme periode.
Det lavere energiforbrug viser, at de kommunale indsatser i de seneste år har haft den ønskede effekt.
»Når energiforbruget falder, er det et tegn på, at vores høje ambitioner på klimaområdet bærer frugt – og det skal vi være stolte af. For at sikre en by, der også i fremtiden er i balance, skal vi fortsætte med at udvikle byen på en smart måde,« siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, Aarhus Kommune, i en pressemeddelelse.
Klimachef for Aarhus Kommune Henrik D.H. Müller siger, at faldet i forbruget skyldes indsatser på flere områder. Det er både borgere og virksomheder, der har været med til at nedsætte forbruget, bl.a. ved at bruge produkter, der sparer mere, eller igennem renovationer.
»Det kan være borgere, der sætter LED-pærer i, eller kontorbygninger, der bliver renoveret, hvor der er flere energibesparende tiltag,« siger han.
Over de seneste fem år har vi reduceret energiforbruget i alle kommunens bygninger med 19 pct. Det er ret fantastisk.Henrik D.H. Müller, klimachef, Aarhus Kommune
Henrik D.H. Müller fortæller, at der også er kommet strengere krav til nye bebyggelser, når det kommer til energiforbruget. Bygninger er ansvarlige for omkring 40 pct. af Danmarks samlede energiforbrug, og derfor er der meget at spare på netop dette område.
Energivenlige boliger
Energiforbruget kan nedsættes ved at renovere ældre bygninger, som på den måde kan blive mere energivenlige. Hos Boligkontoret Århus har man i en årrække gjort boligerne i afdeling 17 i Kongsvang mere energibesparende og klimavenlige ved at udskifte vinduer, hulmursisolere og ombygge varmeanlægget. Boligforeningen har efter renoveringen kunnet se, at varmeforbruget siden 2011 er faldet med 43 pct.
Morten Homann, der er direktør for Boligkontoret Århus, fortæller, at renoveringerne både handler om spare på energien, men også om, at lejerne skal få flere fordele.
»Vi vil gerne have en afdeling med høj komfort, og så vil vi gerne spare på energien, og de to ting følges tit ad,« siger han.
Planen er, at de forskellige afdelinger skal laves mere energibesparende, efterhånden som de forskellige elementer skal udskiftes. Hertil tilføjer Morten Homann, at det efter hans mening er vejen frem, at man gradvist optimerer boligerne.
»Det er jo ikke sådan noget, man bliver færdig med; om fem år er der jo nogle nye teknologier og ting, man bliver opmærksomme på,« siger Morten Homann.
Klimaneutral i 2030
Aarhus kommune har et mål om, at byen skal være klimaneutral i 2030. Her er energibesparelse en vigtig del af at kunne nå målet. Det er i de seneste år lykkedes Aarhus Kommune at mindske energiforbruget igennem en forskellige tiltag.
»Over de seneste fem år har vi reduceret energiforbruget i alle kommunens bygninger med 19 pct. Det er ret fantastisk,« siger Henrik D.H Müller.
Resultaterne kommer af, at kommunen i samarbejde med flere bygningsejere, f.eks boligforeninger og den tunge industri, har arbejdet på at nedbringe deres energiforbrug.
»I de seneste 10 år har vi faktisk halveret vores CO2-udledning både som samfund og som organisation,« siger Henrik D.H. Müller.
De forskellige indsatser har givet positive resultater, og Henrik D.H. Müller er optimistisk, i forhold til at kommunen skal kunne nå klimamålet i 2030.