Fortsæt til indhold
Aarhus

Stort kommunalt prestigeprojekt er kommet i vejen: Classic Race Aarhus må flytte

JP Aarhus

Oprindelig var det planen, at Classic Race Aarhus skulle afholdes i pinsen næste år.

Men et stort prestigefyldt arrangement, som Aarhus Kommune skal afholde i Mindeparken, flytter nu den årlige racefestival. Kommunen har endnu ikke løftet sløret for, hvilket arrangement der er tale om, men kronprins Frederik afslørede ved dette års Royal Run, at løbet også afvikles næste år i pinsen.

Aarhus Kommune har dog endnu ikke bekræftet, at det er Royal Run, der er kommet i vejen for Classic Race Aarhus.

Classic Race Aarhus afholdes derfor 15.-17. maj næste år.

»Vi har altid haft et godt og fint samarbejde med Aarhus Kommune, derfor flytter vi gerne til weekenden den 15.-17. maj. Samtidig kan vi opfylde et ønske fra naboerne, der helst ser at arrangementet ikke ligger i forbindelse med helligdage,« siger Nick Horup, kommunikationschef for Classic Race Aarhus.

Motorsportsbegivenheden har gennem årene mødt kritik fra en kreds af beboere i kvarteret omkring Strandvejen, komponistkvarteret og Mindeparken i Aarhus.

I 2020 er det 11. gang, man afvikler Classic Race Aarhus rundt om Mindeparken og med opløb på Strandvejen.