Fortsæt til indhold
Aarhus

En ekstra fed fredag – på en lørdag

Tivoli Friheden udvider koncertsæsonen med en ekstra koncert. 14. september er Anne, Sanne og Lis på scenen

ufno

21 Fed Fredag-koncerter var planen for Tivoli Friheden i 2019, men der kommer også en nummer 22. Dog på en lørdag.

»Den unikke mulighed bød sig, og når tre så store musikalske personligheder – hver med deres fornemme karriere og hundredvis af hits står på scenen samtidig, så kan magien opstå. Og så har de tre kvinder jo hver især givet fantastiske koncerter her i Friheden, så vi syntes, det var oplagt, at de også skulle stå i Friheden sammen – for allerførste gang,« siger Tivoli Frihedens direktør, Henrik Ragborg Olesen, i en pressemeddelelse.

Gæsterne kan til den 22. Fed Fredag se frem til hit fra Anne Linnet Band såvel som hits fra Anne, Sanne og Lis’ egne solohits.

Der bliver med andre ord garanti for en fest for både nye og garvede fans af trioens musik, når de indtager Friluftsscenen, lover arrangøren.

Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen har siden starten af 1980’erne underholdt generationer af unge og gamle i Danmark og har hver især sat deres tydelige præg på den danske musikscene med en stribe af hit og legendariske koncerter. Senest har den feminine trio rejst landet rundt med de grønne koncerter.

Adgang til koncerten kan ske med et gyldigt sæsonkort til Tivoli Friheden eller ved at købe billet på friheden.dk til 135 kr. På koncertdagen stiger entréprisen.