Fortsæt til indhold
Aarhus

Én direktør tiltræder og en anden takker af

Norddjurs Kommune har ændret i organisationen og netop besat den nyoprettede stilling som direktør for fællesforvaltningen.

mlka

I den forgangne uge er den 52-årige Lars Kirkegaard blevet ansat i den nyoprettede stilling som direktør for fællesforvaltningen i Norddjurs Kommune. Direktionen i kommunen kommer dermed til at bestå af et trekløver i form af kommunaldirektør, velfærdsdirektør og fællesforvaltningsdirektøren modsat tidligere, hvor fire direktører udgjorde direktionen.

Lars Kirkegaard er uddannet revisor og har det seneste år været ansat som administrationschef på Regionshospitalet i Randers. Inden da var han blandt andet stabschef i Social, Sundhed og Beskæftigelse i Herning Kommune og forvaltningschef i Aaskov Kommune, inden han blev direktør i Skanderborg Kommune, hvor han gennem syv år havde Ældre og Handicap og Kultur og Sundhed som særlige ansvarsområder. Han tiltræder 1. august.

Den nye organisationsstruktur betyder samtidig, at Lotta Sandsgaard, som har bestredet den nu nedlagte stilling som direktør for Miljø- og Kulturforvaltningen, stopper. Hun har fået job som teknik- og miljøchef i Silkeborg Kommune per 1. september.