Vær med til at bestemme: Hvor er Aarhus' bedste kagested?

Der er søde sager i lange baner hos de tre finalister i kategorien for bedste kagested i Smagprisen 2019, der kårer Aarhus’ bedste smagsoplevelser.

Artiklens øverste billede
Foto: Rune Pedersen

Lagkagehuset:

Ikke kun lagkage

Thorvaldsensgade 26A / Langenæs Alle 14 / M.P. Bruunsgade 34 / Immervad 2-8, 8000 Aarhus C, Nordre Strandvej 45 C / Grenaavej 275, 8240 Risskov, Rosenvangs Allé 187, 8270 Højbjerg

Trods navnet er der ikke kun lagkage på menuen hos bagerkæden Lagkagehuset, der i Aarhus har syv butikker i centrum, Højbjerg og Risskov. Udvalget af søde sager hos den første finalist er enormt, og en klassiker op til sommer er kædens dannebrogsfarvede jordbærtærte, der er lavet med flødecreme og friske jordbær på en bund af marcipan. Er en hel tærte i overkanten, kan man sætte tænderne i et af de sort-hvide studenterbrød, en klassisk kanelsnegl eller en hindbærsnitte pyntet efter alle kunstens regler med frysetørret hindbær. Flere af kædens bagerier har egne caféer, hvor kagerne kan indtages sammen med en kop kaffe. Bonusinfo: Lagkagehusets rødder går tilbage til 1991, hvor stifter Ole Kristoffersen åbnede sit første bageri på Christianshavn.

Mor Anna:

Mikrobager i Mejlgade

Mejlgade 5, 8000 Aarhus C

Det er uvist, hvem er Anna er, men sikkert er det, at hun bager kager i en lind strøm. Den anden finalist i form af mikrobageriet Mor Anna i Mejlgade har siden 2015 diverteret aarhusianerne med alt fra klassiske kærnemælkshorn til de særlige croffins, der er en blanding af croissanter og muffins. En særlig specialitet i det lille butikslokale er de mørke trøfler rullet i tyk chokolade, og er man til croissanter, er stedets franske udgave under navnet pain au chocolat uden tvivl et sikkert hit. Skal der brød på tallerkenen før kagefesten, byder Mor Anna på en stribe forskellige surdejsbrød bagt på såkaldt biga, som er italienskinspirerede surdejstype. Bag bageriet står folkene, der driver den kendte Aarhus-café Casablanca lige om hjørnet. Bemærk at bageren har lukket lørdag og søndag.

SchweizerBageriet:

Rødder i 1950’erne

M.P. Bruuns Gade 56, 8000 Aarhus C

Er det byens mest ikoniske bageri? Det må være tæt på for den tredje finalist SchweizerBageriet, der har til huse i en hvid bygning på den hyggelige M. P. Bruuns Gade. Butikkens rødder går tilbage til 1950’erne, og udvalget lyder på en række kager lige fra snaskede morgensnegle til sirligt pyntede flødeskumskager. Bageriet skifter løbende ud i sortimentet, og lige nu kan sommeren fejres med et rabarberhorn eller en klassisk smørkrans i bedste mormorstil. Eller hvad med at prøve en af de populære trøfler, der sidste år blev kåret som Aarhus’ bedste af læserne på websitet Smag Aarhus? Er der stemning for en let frokost, har bageriet sin egen deli med frisksmurte sandwiches. I spidsen for det hele står den læreruddannede Tine Lajer Petersen, der overtog stedet i 2003.

Hvem skal vinde?

www.smagaarhus.dk/smagprisen2019 kan du stemme på, hvem af de tre finalister der skal vinde prisen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen