Fortsæt til indhold
Aarhus

Flere krav skal styrke FN's verdensmål: »Nu kommer det til at stå sort på hvidt, at kommunen skal sætte etik før profit«

Aarhus Kommune vil sikre FN's verdensmål ved at skærpe fokus på 360 graders ansvarlig samhandel og investeringer med kommunens leverandører og de virksomheder, der investeres i. Tæt dialog med brancherne er nøglen, lyder det i planen.

Der skal være større fokus på at leve op til FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. Det skal ske hele vejen rundt med et 360 graders bæredygtigt samfundsansvar.

Det ansvar vil Aarhus Kommune løfte ved at stille skarpt på offentlige organisationers ansvarlighed i forhold til f.eks. menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø og klima, skat og antikorruption.

Det skal ske gennem tæt dialog og krav om ansvarlig adfærd mellem Aarhus Kommunes leverandører og de virksomheder, som kommunen investerer i.

Med afsæt i FN’s 17 Verdensmål og FN’s Global Compact-initiativ har Aarhus Kommune derfor udarbejdet planen ”Samfundsansvar CSR - 360 graders ansvarlighed”. Den indebærer krav og retningslinjer for, hvordan kommunen kan støtte en positiv og bæredygtig udvikling i virksomheder gennem samhandel og investering.

Byrådet har vedtaget planen til stor glæde for SF.

»Nu kommer det til at stå sort på hvidt, at kommunen skal sætte etik før profit,« sagde Mette Bjerre (SF), der så frem til at få større indblik og indflydelse på kommunens investeringer og indkøb.

Planen indebærer, at der skal nedsættes et udvalg med fire medlemmer fra økonomiudvalget, som skal rådgive omkring spørgsmål i relation til ansvarlighed indenfor indkøb og investeringer.

Jeg finder det bekymrende at vise den mistillid. Hvorfor skal man pålægge virksomheder at bevise, at de er socialt ansvarlige?
Almaz Mengesha (LA), byrådsmedlem

Derudover skal Aarhus Kommune fremadrettet anvende en strategi for CSR, der skal være udgangspunkt i alle kommunens udbud.

Som en del af at løfte et større samfundsansvar vedtog byrådet også, at tobak udelukkes som en investeringsmulighed. Det kommer til at betyde, at kommunen ikke længere kan investere i selskaber, der har mere end 5 pct. af deres omsætning i tobak.

Byrådet tilsluttede sig også reviderede retningslinjer for Aarhus Kommunes aktive ejerskab og ansvarlige investeringer, hvor Skat er blevet tilføjet som et nyt tilføjet fokusområde.

Kritik: Krav skaber mistillid og bøvl

Trods bred støtte til forslagets plan havde både Venstre og Liberal Alliance sine tvivl.

Flere krav og retningslinjer er ikke nødvendigvis godt. Tværtimod, mente Almaz Mengesha (LA).

»Jeg finder det bekymrende at vise den mistillid. Hvorfor skal man pålægge virksomheder at bevise, at de er socialt ansvarlige?« spurgte hun og henviste til, at den nære granskning og indblanding kun gør processerne unødigt dyrere og mere komplekse.

Samtidig mente hun, at »det er en uskik at gribe ind i den danske arbejdsmarkedsmodel.«

Tvivlen på planens omfang og indgriben gnavede også i Venstre, der tiltrådte med kritiske bemærkninger til kravet om kædeansvar og til leverandører om at dokumentere løn- og ansættelsesvilkår.

»Det giver besvær og bøvl for erhvervslivet og samhandlen i iveren efter en god dagsorden for bæredygtig ansvarlighed,« sagde Bünyamin Simsek (V).