Nu skal borgerne på kulturel opdagelse i regionen

Der er festival for kulturliv og fællesskab i juni i Region Midtjylland. Ideen er, at borgerne skal gå på opdagelse.

Artiklens øverste billede
Under kulturfestivalen er der fra den 3. juni i området omkring Brobjergskolen og Musikhuset Aarhus Børnekulturfestival med kunstneriske workshops, koncerter og gadeteater. Pr-foto

Der var mange, der fik smag for kulturelle oplevelser i løbet af kulturhovedstadsåret i 2017 med det enorme katalog af oplevelser over hele Region Midtjylland.

En del er stadig med på en sjov eller skæv oplevelse, og det kan de få i de to første uger af juni, hvor kulturfestivalen Genopdag finder sted.

»Den er et godt tilbud til dem, der gerne vil opleve kultur på tværs af kommunegrænser,« siger Morten Falbe-Hansen, chefkonsulent i Region Midtjylland.

Vi opfordrer folk til at genopdage deres region og finde alle de ting, der foregår i disse to uger.

Morten Falbe-Hansen, chefkonsulent i Region Midtjylland.

»Vi har har overtaget Aarhus 2017’s Facebook-gruppe og har stadig knap 60.000 følgere. Det er folk, som gerne vil vide, hvad der sker, og som har fået smag for at opleve kultur i deres region. Dem vil vi gerne levere noget til med denne festival. Det er på ingen måde et nyt kulturhovedstadsår, men vi har valgt at fortsætte kultursamarbejdet mellem alle kommunerne. 2017-året var medvirkende til, at kommunerne, som tidligere konkurrerede om at have de bedste kulturelle tilbud, fandt ud af, at de kan en hel masse sammen. Det samarbejde faciliterer vi fra regionens side.«

At festivalen står på skuldrene af kulturhovedstadsåret illustreres af, at Region Midtjylland kalder sig Europæisk Kulturregion.

»Det er ikke en titel, vi har fået, men en, vi har taget. Det er vores ambition: At være en region, der definerer sig ud fra kultur og samarbejde,« siger Morten Falbe-Hansen.

Aktiviteter i hele regionen

Mens budgettet i kulturhovedstadsåret kunne tælles i hundreder af millioner, har kulturfestivalen et samlet budget på 16,5 mio. kr. Heraf kommer de 3,4 mio. kr fra kulturregionens pulje.

Der er godt 60 kulturprojekter med i festivalen med cirka 250 aktiviteter spredt over alle 19 kommuner. Der er børnekoncerter med Aarhus Jazz Orchestra i bl.a. Aarhus og Odder, kunstprojektet ”Livets Vand” med skuespillere, musikere og artister, der skaber oplevelser langs Gudenåen, og teaterprojektet ”Lighthouses” der bygger på migrationshistorier fra havet ved bl.a. Sletterhage, Samsø og Syddjurs.

Penge til og med 2019

»Festivalen er en mulighed for at opleve kultur. Der er masser af små, skæve, sjove og anderledes aktiviteter at gå på opdagelse i som et udtryk for, at der stadig sker noget over hele regionen. Der er mange typer projekter, og de fleste er gratis,« siger Morten Falbe-Hansen.

»Temaet er genopdag. Det lægger sig op ad kulturhovedstadsårets tema om at gentænke, og vi opfordrer folk til at genopdage deres region og finde alle de ting, der foregår i disse to uger.«

Det er en politisk beslutning, om festivalen skal blive et tilbagevendende projekt. Foreløbig er der kun sat penge af til og med 2019.

Det gælder også Den Midtjyske Kulturpris, der fredag uddeles på Aros, samtidig med at festivalen bliver skudt officielt i gang.

Den går til kunstnere, kulturinstitutioner, projekter eller værker i Region Midtjylland, der mere eller mindre direkte læner sig op ad et af FN’s 17 verdensmål. Blandt de nominerede er bl.a. Aros, Teater Katapult og Sølund Musikfestival.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen