Amerikansk mediegigant hylder Aarhus
Amerikansk baserede CNNs rejsesektion stiller skarpt på Aarhus i en lang hyldestomtale.
Det er ikke første gang lillesøster Aarhus trækker søgelyset bort fra storebror København.
Men nu er det altså sket igen.
Det er det store internationale mediehus CNN, der bringer artiklen, der er én lang rejsereklame for den jyske hovedstad.
"Danmarks næststørste by stjæler scenen fra København", lyder overskriften på artiklen, der ude på forsiden af CNN lokker læseren med, at her er en artikel om Europas nye "coole" by.

I artiklen fremhæves Aarhus som byen, der er trådt ud af Københavns skygge og har fået et ry blandt rejsende som et spændende alternativ til hovedstaden, hvis rejsen går til Danmark.
Artiklen fremhæver Aarhus for dens madudbud, der er i verdensklasse, for dens imponerende udbud af kunst og kultur, dens spændende arkitektur og ikke mindst den afslappede atmosfære, som hersker i byen.
Det fremhæves, at Aarhus husede dette års afsløring af de nordiske michelinstjerner, hvilket ifølge artiklen »cementerede dens ry som en gastronomisk by i topklasse«.
Herefter fremhæver artiklen i listeform en lang række af de restauranter og kulturelle højdepunkter, som byens gæster kan glæde sig til.
Når det gælder mad og drikke fremhæves bl.a. Substans, Ghrelin, Pondus, Aarhus Street Food og St Pauls Apothek.
Når det kommer til andre oplevelser i byen slår CNN til lyd for et besøg på Aaros og ikke mindst en tur rundt i Olafur Eliassons regnbue på toppen af museet.
Men også havnebadet, dyrehaven i Marselisborg, stranden ved Ballehage og Moesgaard Museum bliver fremhævet.

Moesgaard fremhæves ikke mindst på grund af arkitekturen, som alene er grund nok til at besøge museet, fremgår det af artiklen, der blot er den seneste af en lang række om Aarhus og dens herligheder.
Allerede i 2016 blev Aarhus af både avisen New York Times og rejseguide-biblen Loney Planet udråbt til at være blandt byerne man burde besøge. Senere har også aviser som The Guardian, Der Spiegel, Le Monde og Frankfurter Allgemeine Zeitung sendt deres kærlighed i Aarhus retning.
Hos byens turistorganisation Visit Aarhus takker man i et tweet for den seneste positive opmærksomhed:
»Tak CNN for den fantastiske artikel om vores favoritby nummer et i verden - Aarhus.«