Fortsæt til indhold
Aarhus

Undersøgelse: Flertal mener, at sprøjtegift kan være nødvendigt

En ny kampagne opfordrer aarhusianerne til at holde haven fri for sprøjtegift.

mlka

Mange aarhusianere bor oven på deres drikkevand uden at vide det.

Som et led i en ny informationskampagne, der skal få aarhusianere til at droppe brugen af sprøjtegift, har vandværkernes forening VPU, med en spørgeundersøgelse undersøgt aarhusianernes kendskab til konsekvenserne ved at bruge sprøjtegift i haven. I undersøgelsen svarer 46 procent af de adspurgte, at brugen af sprøjtegift i haven bør forbydes i Danmark. Men 56 pct. svarer, at sprøjtegift i nogle tilfælde er nødvendigt at anvende.

Ifølge VPU kan bare et gram sprøjtegift forurene en families forbrug af drikkevand i 80 år, og der er fundet rester af sprøjtegift i 40 pct. af de undersøgte vandboringer i Aarhus.

Siden kampagnen blev skudt i gang på Vandets Dag d. 22. marts, har næsten 25.000 facebookbrugere set kampagnen, og i skrivende stund er der 213 kommentarer, 81 delinger og næsten 600 reaktioner på kampagnen.

Miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og borgmester Jacob Bundsgaard (S) støtter kampagnen.

»Vi bor oven på vores drikkevand i Danmark. Så vælg riven, skuffejernet eller andre miljøvenlige våben, når du er i haven for at fjerne ukrudt. Det tager måske lidt længere tid. Men på den måde kan du give dit bidrag til at sikre rent drikkevand i hanen til alle. Nu og i fremtiden,« opfordrer miljøministeren i en pressemeddelelse.