Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus får ny havnepromenade med grill, atelier og undervisning for børn

Salling Fondene donerer 15 mio. kr. til en ny promenade ved Marselisborg Lystbådehavn. Den skal forbinde Tangkrogen og lystbådehavnen.

I 2020 vil en fire meter bred promenade sno sig langs vandet mellem Tangkrogen og Marselisborg Lystbådehavn. Stykket skal hedde Den Blå Promenade, og formålet er at skabe et attraktivt område, hvor man kan nyde naturen.

Planen for promenaden blev præsenteret torsdag eftermiddag på Bådcaféen. Ideen til projektet kommer fra Marselisborg Lystbådehavn, der har modtaget en donation på 15 mio. kr. fra Købmand Herman Sallings Fond.

»Det har været en grundlæggende vision at gøre op med tidligere tiders tankegang om lukkethed og isolering i de danske havne. I stedet vil vi skabe nogle rammer, der tilgodeser og inviterer så mange brugere ind som muligt. Vi vil bruge strækningen mellem havnen og Tangkrogen til at skabe tematiske platforme, der afsøger mulighederne for udvikling af spændingsfelter mellem vandet og byen,” siger Thomas Fog, havnechef i Marselisborg Lystbådehavn.

Der vil blive adgang til promenaden fra Tangkrogens stier ud til Marselisborg Lystbådehavn. Idéen er at skabe otte steder langs promenaden med forskellige oplevelser for besøgende. Det er bl.a. grillpladser i en række såkaldte vandhaver, et læringslokale, hvor børn og unge kan lære om havet, et atelier til billedkunstneren Jan Norman og et udsigtspunkt.

En god tradition

Den Blå Promenade ligger i forlængelse af visionen om at binde byen og bugten tættere sammen, forklarer rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V). Han tilføjer, at de bynære havnearealer er blevet byens nye udendørs mødested, og med den nye promenade ved Marselisborg Havn bliver byen og vandet knyttet endnu tættere sammen.

»Den generøse donation fra Købmand Herman Sallings Fond giver os en helt særlig mulighed for at skabe et unikt projekt, som knytter byen og bugten endnu tættere sammen. Vi er i Aarhus ved at opbygge en god tradition for, at vi bruger de rekreative omgivelser til både aktivitet, oplevelser og læring. Den Blå Promenade er et stærkt bidrag til denne tradition,« siger Bünyamin Simsek.

Lignende ord kommer fra rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad:

»Det er et fantastisk projekt, der vil skabe en enestående ramme om fællesskaber og samvær på en af byens smukkeste pladser. Jeg tror, at projektet vil give endnu flere borgere og besøgende lyst til at nyde miljøet og fællesskabet på Lystbådehavnen. Den Blå Promenade giver mulighed for en unik oplevelse i de smukke rammer, som Salling Fondene er med til at gøre til virkelighed.«