DM er blevet en aarhusiansk vanesag: »Elitebadminton i Aarhus er blevet styrket«
Aarhus er endnu en gang vært for DM i badminton. De lokale klubber spiller med om titlerne, og eliten er blevet styrket i de forgangne år, lyder det.
For fjerde år i træk er Aarhus i denne uge værtsby, når der skal spilles DM i badminton. Det betyder, at der fra onsdag og til og med lørdag endnu en gang vil være fjerbold i fokus i en by, der ellers har mange andre sportsgrene at gå op i.
I front for arrangementet finder man naturligvis Badminton Danmark, men forbundet løser ikke opgaven alene. Det er således Aarhus-områdets tre største badmintonklubber, Højbjerg, AB og Viby, der hjælper til med arrangementet – først og fremmest opgaven med at få folk til at dukke op i arenaen.
Ifølge bestyrelsesformand i Højbjerg Badmintonklub Michael Locht har de mange års værtsskab gavnet sporten i området.
»Det har betydet rigtigt meget for de tre klubber, som har et tæt samarbejde omkring hele arrangementet. Vi er gode kolleger, som er fælles om at interessen for at få badminton op at stå i Østjylland, og fællesskabet omkring det er blevet bedre,« siger Locht og tilføjer:
»Jeg synes, at det har bidraget til, at miljøet omkring elitebadminton i Aarhus er blevet styrket. Det er mit klare indtryk.«
Selv med fire mesterskaber i træk i byen, oplever Michael Locht dog ikke, at DM decideret har forårsaget en flodbølge af nye medlemmer. I hvert fald ikke på egen hånd.
»Vi rider på bølgen af en kurve, der er blevet knækket, så vi kan se fremgang i medlemstallet i de fleste badmintonklubber. Vi har så været heldige at kunne følge den tendens til dørs ved også at skabe noget opmærksomhed omkring os i Aarhus, men jeg er sikker på, at der også er flere klubber end bare os tre, der har kunnet mærke det,« lyder det fra Højbjerg-formanden.
Finaleforventning
Med et mesterskab på hjemmebane er der selvfølgelig også et håb om, at de lokale klubbers repræsentanter gør sig bemærket øverst på skamlerne.
På det punkt har Højbjerg, Viby og AB haft problemer henover årene. Den historik er dog blevet ændret for en stund ved hjælp af Anders Antonsen fra AB, der er dobbelt forsvarende mester i herresingle, samt Anders Skaarup Rasmussen fra Højbjerg, der er den ene halvdel af de forsvarende mestre i herredouble.
I år er det Højbjerg, der af de lokale klubber stiller til start med flest spillere, og herfra er der også mere end vag optimisme omkring chancerne for at udnytte hjemmebanen til nye lokale DM-titler.
»I Højbjerg har vi en helt klar forventning om at komme i en finale i nogle af disciplinerne og håber helt klart på, at Skaarup genvinder mesterskabet med sin makker,« siger Michael Locht, der udover de stærkeste navne også har trang til at nævne et talent, man muligvis vil få lidt ud af at holde øje med.
Ungdomsspilleren Mads Møller er nemlig et blandt flere lokale talenter, der er kommet med til turneringen på et wildcard og dermed har fået chancen for at prøve sig af på en lidt større scene end normalt.
At man på denne måde har en scene til at vedligeholde standen af elitespillere med nye talenter er for formand Michael Locht også en vigtig del af det lokalt afviklede DM:
»Det er filosofien i de lokale klubber at satse både på bredde og elite. Det er det, man vil i Aarhus, og det er også derfor, vi har et Team Danmark-center. Derfor gælder det også om at være med, hvor det er sjovt. Det kan nogle gange knibe, fordi vi godt ved, at de bedste spillere rykker til København. Heldigvis synes de dog stadigvæk, at det så er sjovt at spille for den klub, de kommer fra.«