Kronprins Frederik melder alt udsolgt i Aarhus
Men der er stadig mulighed for at løbe med tronarvingen, selv om man ikke fik et startnummer til Royal Run.
I alt 16.000 løbere deltager i det kongelige løb Royal Run i Aarhus den 10. juni. Efter blot to uger må arrangørerne melde alt udsolgt..
»Det er helt vildt. Det er en fantastisk opbakning. Jeg glæder mig til, at vi sammen skal byde kronprinsen velkommen til en kæmpe løbefest. Aarhus er enestående løbeby med en et unikt forhold til kronprinsen og hele kongefamilien. Jeg er sikker på, at Royal Run i Aarhus bliver en fantastisk begivenhed,« udtaler rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (R), i en pressemeddelelse.
Torsdag eftermiddag kunne arrangørerne melde tæt på udsolgt. Nyheden og spredte sig hastigt på de sociale medier og kun få timer senere, præcis klokken 20.21, var de sidste 1.000 pladser også væk.
»Det er helt overvældende. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os at det kunne gå så stærkt. Jeg håber, de der ikke har fået sig tilmeldt, vil deltage som tilskuere og være med til at skabe en festlig ramme om løbet, « siger Lars Nielsen fra Aarhus 1900, der står for løbsafviklingen i Aarhus.
I alt fordeler de 16.000 pladser sig på 4.500 på milen, 7.000 på 5 km og 4.500 på 10 km.
»Vi har sat et loft på 16.000 deltagere for at kunne sikre en god og sikker afvikling. Det er afgørende, at alle får en god oplevelse,« siger Lars Nielsen.
Ud over Royal Run løber H.K.H. Kronprinsen også med når Aarhus den 30. marts er vært for VM i Cross omkring Moesgaard. Her er det stadig muligt at deltage.