På toppen af Aarhus Ø

Om få måneder rykker de første beboere ind i AARhus-byggeriet på Aarhus Ø. JP Aarhus tog en tur til tops i bydelens foreløbig højeste hus på 65 meter.

Artiklens øverste billede
Bygherre Rune Kilden kan anes nederst til højre i billedet med gul hjelm. Her på den mindste af de to pyramider i AARhus-byggeriet. Foto: Casper Dalhoff

Solen viser sig fra en sjælden god side denne onsdag middag, men vinden er absolut ikke for nybegyndere heroppe i 65 meters højde. Man skal holde godt fast i gelænderet, og så skal man pakke sig med hue, handsker og halstørklæde.

Dertil kommer suget i maven, når man kigger ud over kanten, og det er ikke for højdeforskrækkede.

Vi er på 19. etage, 65 meter oppe på toppen af den nyeste ”indflytter” på Aarhus Ø – byggeriet med navnet AARhus – tegnet af Bjarke Ingels’ tegnestue BIG og opført med Rune Kilden og Michael Mortensen som bygherrer.

Vi forsøger at bygge fleksibelt, så vi ikke kun besvarer de behov, der er her lige nu.

Rune Kilden, bygherre

Efter et par sammenlægninger indeholder byggeriet nu 247 ejerlejligheder, hvoraf alle er solgt på nær to, og priserne har svinget fra ca. 2,3 mio. kr. til ca. 20 mio. kr. Der er de absolut dyre lejligheder i AARhus, men byggeriet indeholder også 80 toværelseslejligheder, som bl.a. er solgt til unge par.

Flere lejligheder har altaner til flere sider, så der kan findes læ for vinden. Foto: Casper Dalhoff

Et kig ud over kanten giver et sug i maven, for AARhus-byggeriet er så tæt på vand, som man kan komme på Aarhus Ø. Foto: Casper Dalhoff

AARhus-bygningens form udgør to store A’er, der som pyramider skal hilse besøgende velkommen til Aarhus, lyder BIG-arkitekternes beskrivelse. Foto: Casper Dalhoff

Den lejlighed, vi kigger på lige nu – på toppen af den største af de to pyramider – er en af de dyreste, for den er i tre etager med altaner på alle niveauer og et orangeri i den øverste spids. I sandhed et sjældent sted at bo med maksimal udsigt i fire retninger og et sted med maksimal vind, men med altan hele vejen rundt finder vi et hjørne med både læ og sol.

Indflytning senest i juni

Dagens guider er bygherre Rune Kilden fra Kilden & Hindby og selskabets projektchef Lars Bilberg, og undervejs møder vi en masse håndværkere, som er i gang med at færdiggøre lejligheder, opgange og p-kældre, så alt er klar til indflytning senest den 1. juni i år. De første lejligheder er dog allerede ved at være klar, så AARhus måske får sine første indflyttere i løbet af marts eller april.

I bunden af huset er den nederste etage ud mod vandet ikke boliger, men 44 særlige aktivitetsrum med dobbelt loftshøjde, som kan indrettes til butikker, udstillinger, showroom, værksteder og alt muligt andet.

»Jeg glæder mig virkelig til at se, hvad det kan udvikle sig til, også om 5-10 år, for vi forsøger at bygge fleksibelt, så vi ikke kun besvarer de behov, der er her lige nu. Vi laver rammerne og lægger så op til, at beboerne udfylder dem bedst muligt,« siger Rune Kilden.

Alle 247 lejligheder på nær to er solgt, og det er sket til priser fra 2,3 mio. kr. til 20 mio. kr., fortæller bygherre Rune Kilden med gul hjelm. Foto: Casper Dalhoff

Hele AARhus-byggeriet er færdig senest den 1. juni, men de første indflyttere rykker formentlig ind i marts eller april. Foto: Casper Dalhoff

En bygning ved siden af AARhus er ved at blive opført til Teatret Gruppe 38 og en ny restaurant. Foto: Casper Dalhoff

Et fælles beboerhus i bunden af bygningen vil også give aktivitet for de 100 lejlighedsejere, der køber en andel og udvikler rummet. De 21 bade- eller aktivitetshuse, som bliver opsat i en stribe langs byggeriet ud mod bassin 7, er et tredje eksempel på aktivitet, og her bliver der krav til ejerne om at arrangere mindst 10 udadvendte aktiviteter om året for at skabe liv og give noget til byen.

Ved siden af AARhus-byggeriet er der allerede opført en bygning, som skal huse Teatret Gruppe 38 og en ny restaurant, som bliver en forsmag på flere restauranter og det liv, som et hotel- og konferencecenter også vil tilføre området omkring bassin 7.



AARhus til højre er første skridt i udviklingen af det såkaldte Bassin 7-område, hvor der skal bygges flere boliger og restauranter og et hotel- og konferencecenter yderst til venstre. Illustration: BIG og Sleth Arkitekter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen