Fortsæt til indhold
Aarhus

Kritik: Aros betaler ikke udstillingshonorar for lånte værker

Kunstmuseet Aros udbetaler som “grundprincip” ikke udstillingshonorar til kunstnere for lånte værker. Forbund kalder det stærkt kritisabelt og vil indkalde til møde med museets ledelse.

Kilde: Radio24syv

Kunstmuseet Aros i Aarhus får hvert år et tocifret millionbeløb i offentlig støtte. På trods af det er det et “grundprincip” hos museet, at det ikke udbetaler det såkaldte udstillingshonorar til kunstnere, når kunstnere udlåner værker til museet. Det siger overinspektør på Aros , Lise Pennington til Radio24syv og understreger over for radioen, at alle regler bliver overholdt.

Aros ’ grundprincip om ikke at udbetale udstillingshonorar for lånte værker møder hård kritik fra billedkunstnernes forbund og fagforening:

»Det er jo desværre ikke nyt for os, men det er jo horribelt. Det er jo i dén grad et udtryk for manglende respekt for kunstnernes arbejde«, siger Jan Balling, formand for billedkunstnernes fagforening til Radio24syv og bakkes op af forbundet.

»Kunstnerne leverer hele grundlaget til museets økonomi. Jeg synes, at Aros skal komme ind i kampen og sørge for at honorere kunstnerne for deres arbejde,« siger Nis Rømer, formand i Billedkunstnerne Forbund til Radio24syv, som efter Radio24syvs afdækning vil indkalde ledelsen på Aros til et møde om sagen.

Sidste år fik Aros 25,6 mio. kr. i offentligt tilskud og knap 41 mio. kr fra private sponsorer og fonde. Ledelsen i Aros , som består af to personer, fik 2,8 mio. kr. i løn sidste år, viser en aktindsigt som Radio24syv har fået.

Direktøren Erlend Høyersten får 150.000 kr. om måneden, mens overinspektør Lise Pennington får 85.000 kr. om måneden.

»Det virker lidt skævt, at direktøren for det hele får så anseelig en gage, mens man glemmer det, der er grundlaget for det hele, nemlig kunstnerne,« siger Nis Rømer fra Billedkunstnernes Forbund til Radio24syv.

Jeg synes, at Aros skal komme ind i kampen og sørge for at honorere kunstnerne for deres arbejde.
Nis Rømer, formand i Billedkunstnerne Forbund

Aros vil ikke stille op til interview, men forklarer i en e-mail, at grunden til, at de ikke betaler udstillingshonorar til kunstnere, når de låner værker af dem, er, at kunstnerne får udbetalt det lovpligtige visningsvederlag. Visningsvederlaget finansieres dog af Statens Kunstfond.

Et visningsvederlag er ikke godt nok, mener Nis Rømer fra Billedkunstnernes Forbund:

»Visningsvederlag er ikke et honorar. Det dækker alene lån af værket, og en udstilling består ofte af meget mere arbejde,« siger han til Radio24syv.

Det kan f.eks. være tid på at holde møder, inspicere stedet, sende værket afsted, hænge det op, skrive udstillingstekst eller lave omvisninger, forklarer Nis Rømer.

Visningsvederlaget fra Statens Kunstfond ligger på mellem 2.500 - 7.500 kroner om måneden - afhængigt af værkets værdi.

Både Danske Billedkunstneres Fagforening og Billedkunstnernes Forbund mener, at politikerne bør træde i karakter og kræve særlige aftaler, når de giver tilskud til museerne, så kunstnere bliver sikret et ordentligt honorar.

Men det kan slet ikke komme på tale, mener kulturordfører for Dansk Folkeparti, Alex Ahrendtsen:

»Det ville være et gevaldigt brud på armslængdeprincippet, hvis vi går ind og blander os i det her,« siger Alex Ahrendtsen til Radio24syv.

Hvis kunstnere er utilfredse med forholdene, kan de blot takke nej til at udstille, mener han:

»Det har de så valgt at sige ja til, det kan de jo bare lade være med og gå et andet sted hen, hvis det virkelig skulle være,« siger Dansk Folkepartis kulturordfører.

Det har ifølge Radio24syv ikke været muligt at få en kommentar fra kulturminister Mette Bock (LA).