Fortsæt til indhold
Aarhus

Ny ringvej syd om Aarhus kan stå klar i 2022

Projekteringen af Bering-Beder-vejen – det hidtil største anlægsprojekt i Aarhus Kommunes historie – går nu i gang.

Det hidtil største anlægsprojekt i Aarhus Kommunes historie til en samlet udgift på 500 mio. kr. - den 12 km lange ringvej mellem Bering og Beder - går nu i gang, oplyser Aarhus Kommune.

Sammen med Østjyske Motorvej (E45) og Djurslandmotorvejen skal vejen være en del af en overordnet ringvejsforbindelse rundt om Aarhus. Den skal dermed aflaste de mindre lokalveje i området og fordele trafikken bedre syd for Aarhus til byer som Mårslet, Beder, Malling og Odder.

Samtidig kommer den til at spille en vigtig rolle for de fremtidige byvækstområder i den sydlige del af kommunen, oplyser projektleder Carsten Thomsen fra Aarhus Kommune.

Det her er et rigtig godt eksempel på en infrastrukturinvestering, som løser flere udfordringer for byens borgere, og som dermed grundlæggende vil bidrage til skabelsen af en bedre by.
Seniorprojektchef Jochim Kempe, Rambøll

»Når det her projekt står klar i 2022, vil det både løse udfordringer med trængsel og øge muligheden for at komme til og fra byen. Samtidig vil det danne grobund for fremtidig byudvikling, og det er nødvendigt, når vi kigger ind i en befolkningstilvækst på omkring 15 pct. de næste 10 år,« siger Carsten Thomsen.

Tvivl om linjeføring

Linjeføringen af Bering-Beder vejen blev efter en VVM-undersøgelse og offentlig høring endeligt lagt fast i 2016. Dengang var der tre vejforløb i spil, og valget faldt på den nordligste.

Tidligere på året opstod der imidlertid tvivl om den beslutning. Formanden for teknisk udvalg, Keld Hvalsø (EL), foreslog Aarhus Byråd at undersøge muligheden for et andet forløb ved Enslev af den nordlige linjeføring. Begrundelsen var, at det muligvis var en billigere løsning, hvor kommunen måske kunne spare op mod 15 mio. kr. som følge af færre udgifter til eksproprieringer.

Flere partier tvivlede dog på beregningerne, og i oktober besluttede et flertal i byrådet at fastholde den oprindelige linjeføring af den kommende omfartsvej.

Totalrådgiveren Rambøll, ser nu frem til at komme i gang med projektet, som ifølge ingeniør- og rådgivningsvirksomheden vil styrke mobiliteten i Østjylland.

Løser flere udfordringer

»Det her er et rigtig godt eksempel på en infrastrukturinvestering, som løser flere udfordringer for byens borgere, og som dermed grundlæggende vil bidrage til skabelsen af en bedre by,« fortæller seniorprojektchef Jochim Kempe.

Rambøll skal stå for detailplanlægningen, som ventes klar til næste år eller i begyndelsen af 2020. Med afsæt i den gennemførte VVM-undersøgelse skal rådgiveren bistå Aarhus Kommune med de rådgivningsydelser, der skal gøre vejprojektet færdig.

»Ser vi på selve vejen, er det meget vigtigt, at vi tager de fornødne hensyn til beboerne langs strækningen og til naturen på stedet, samtidig med at vejen indpasses på en god måde i det varierede landskab,« siger Jochim Kempe.

Går det indledende arbejde som planlagt, vil anlægsarbejdet kunne påbegyndes i foråret 2020 og afsluttes i efteråret 2022.