Odders borgere kan nu skrive byrådets dagsorden
Det er nu muligt for borgere i Odder Kommune at komme med forslag, som politikerne i byrådet skal forholde sig til, hvis forslaget møder opbakning fra andre borgere. Et tiltag, som grundejerforeningen i Hou Strandpark gerne ville have benyttet sig af tidligere på året.
Nu kan du som borger i Odder Kommune få mere politisk indflydelse. Det er i hvert fald nu muligt at komme med forslag, som politikerne i byrådet skal forholde sig til, hvis forslaget møder opbakning fra mindst 358 andre borgere.
Konkret betyder det, at en lokal borger i Odder Kommune kan fremsætte ethvert forslag, som kunne tænkes at have relevans for byrådet, og hvis opbakningen er stor nok fra den øvrige lokale befolkning, så skal byrådspolitikerne tage forslaget op på byrådsmødet.
Det gør en forskel
Det er Odder Kommunes byråd, der har vedtaget den nye ordning med borgerdrevne forslag som et forsøg i to år. Dermed fortsætter Odder Kommune en tendens blandt kommunerne til at åbne op for borgerdrevne forslag.
»I byrådet er vi enige om, at vi gerne vil i dialog med borgerne på nye måder og styrke nærdemokratiet. Borgerdrevne forslag ligger i tråd med det ønske, og jeg glæder mig til at se, hvad der kommer af spændende forslag,« siger borgmester Uffe Jensen (V).
Og der er allerede borgere i kommunen, der længe har villet stille forslag til politikerne. En stor gruppe grundejere fra Hou Strandpark har kæmpet bravt imod en ændring af lokalplanen for området, der ikke giver tilladelse til opførelse af rækkehuse. En kamp, som de tabte, da et flertal i byrådet i Odder stemte for ændringen, så der nu må opføres rækkehuse. Den sag kunne have endt anderledes, hvis borgerforslag var muligt på daværende tidspunkt, siger Tina Grønkjær-Petersen, der er formand for grundejerforeningen.
»Det havde gjort en kæmpe forskel for os. Hvis vi havde fået lov at stille et forslag, så havde vi mødt politikerne, og vi kunne have haft en bedre dialog. Vi oplevede også, at kommunen brugte argumentet, at ingen andre end Hou Strandpark havde gjort indsigelser mod en ændring af lokalplanen. Men vi mødte faktisk stor opbakning fra nabobyerne. Med et borgerforslag havde vi sagtens kunnet skaffe opbakning, så forslaget skulle tages op i byrådet.«
Selvom sagen nu er afsluttet, håber Tina Grønkjær-Petersen, at borgerforslag i Odder Kommune fremadrettet kan gavne andre i lignende situationer.
»Jeg tror, man kan undgå en masse frustration på denne her måde,« forklarer hun.
Alle forslag skal indgives på Odder Kommunes hjemmeside, og herefter kan andre borgere gå ind og skrive under elektronisk. Hvis forslaget opnår stemmer nok indenfor seks måneder, bliver det drøftet på byrådet.
Forslaget om borgerdrevne forslag kom fra Enhedslisten og SF.
»Vi ser det som et boost af demokratiet, og vi vil gerne prøve nye initiativer af til gavn for borgerne. Med borgerdrevne forslag kan der også opstå nye fællesskaber og et mere direkte demokrati. Måske kan det også medvirke til, at flere borgere vil interessere sig for lokalpolitik,« siger byrådsmedlem Leif Gjørtz Christensen fra Enhedslisten.
Man skal være 15 år og borger i Odder Kommune for fremstille et forslag og for at stemme på et forslag. Forslagene skal handle om kommunens anliggender, og det må ikke være forslag, som byrådet allerede har behandlet og truffet beslutning om.
Byrådet forpligter sig til at tage sagen om til drøftelse i byrådet, men ikke til at stemme for et forslag.