Aarhus er bedre end de fleste i myldretiden
Aarhus kan vinde 1 mio. euro på at være god til at styre trafikken. Fem øvrige EU-byer er nomineret til innovationspris.
Det er måske svært at tro på, når man holder i kø på Kystvejen, eller cirkler rundt i sin benzin- eller dieselbil i Midtbyen for at finde en parkeringsplads.
Men Aarhus er blandt de fremmeste byer i EU til at styre myldretid og reducere brændstofforbrug. Derfor er byen med i opløbet til at blive European Capital of Innovation i 2018.
Sammen med græske Athen, tyske Hamborg, belgiske Loeven, franske Toulouse og svenske Umeå er Aarhus med i konkurrencen, hvis vinder afsløres den 6. november. Den by, der har det bedste innovationsøkosystem, der kan forbedre borgernes og erhvervslivets forhold, vinder en præmie på 1 mio. euro – godt 7.5 mio. kr. - til at blive endnu bedre på innovationsfronten, mens de fem andre topkandidater får hver 100.000 euro.
De seks topkandidater er udvalgt blandt 26 byer fra 16 lande. Ifølge konkurrencen er det særlige ved Aarhus bl.a., at byen er en pioner inden for f.eks. avanceret sensorteknologi til at styre i trafikken og for at gøre diverse data tilgængelige for borgerne, ligesom byen skiller sig ud med sine næsten 2.700 frivillige klubber.