Storstilet offensiv skal få 2.400 arbejdsløse i job
Aarhus Kommune vil styrke indsatsen for at få især ledige akademikere i arbejde. Målet er at opnå en gevinst på et tocifret millionbeløb.
Flere ledige i job, flere hænder til virksomhederne og flere penge i kommunekassen.
Der vil være tale om en win-win-win-situation, hvis Aarhus Kommune med en ny styrket jobindsats når målet om at få 2.400 ledige i ordinært job over de næste to år. Det mener social- og beskæftigelsesrådmand Kristian Würtz (S).
»Det buldrer derudad i Aarhus, og byens arbejdsmarked ligger åbent for langt de fleste. Men der er en lille gruppe, som har svært ved at komme med. Vi skal bruge opsvinget til, at de også kommer i arbejde – primært til gavn for dem selv og de virksomheder, som mangler arbejdskraft. Men også til gavn for kommunekassen, for der er mange penge at spare på offentlig forsørgelse,« siger Kristian Würtz.
Det er en kærkommen håndsrækning, hvis vi kan få flere i job og lettet presset på kommunens udgifter til overførslerSocial- og beskæftigelsesrådmand Kristian Würtz (S).
Hvor meget social- og beskæftigelsesforvaltningen vil investere i at skærpe jobindsats over de næste to år er ikke endeligt fastlagt, men ifølge rådmanden ligger det beløb, der er på bordet lige nu, på omkring 25 mio. kr. Pengene skal bl.a. bruges til at få akademikere hurtigere i job, flere i fleksjob, flere forsikrede og jobparate kontanthjælpsmodtagere i job, psykisk sårbare i job og flere voksenlærlinge.
Det skal en række ekstra job- og virksomhedskonsulenter være med til at sikre.
»Det er i høj grad virksomhedskonsulenter, vi skal rekruttere. De kender virksomhedernes behov og kan på den måde lave de rigtige match,« fortæller Kristian Würtz.
Han henviser til, at kommunen har gode erfaringer med de såkaldte investeringsmodeller, hvor en oprustning af indsatsen for at få folk i arbejde giver et overskud til kommunen, der sparer udgifter til forsørgelse. Det er også målet med den nye investeringsplan, som skal indbringe kommunekassen en gevinst på et tocifret millionbeløb.
Det er især udgifterne til dagpenge til arbejdsløse akademikere, som boner ud i kommunens regnskab over forsørgelsesudgifterne, og derfor har den nye investeringsplan fokus på denne gruppe af højtuddannede, oplyser forvaltningen. I de kommende år skal der således laves en række særlige indsatser som virksomhedspraktikker, workshops og individuelle forløb.
Rådmanden hæfter sig ved, at kommunens erhvervsklimaundersøgelser viser, at mange virksomheder skal ud at rekruttere, og han mener således, at der er et godt udgangspunkt for at bygge bro mellem ledige akademikere og virksomhederne.
»Det er en kærkommen håndsrækning, hvis vi kan få flere i job og lette presset på kommunens udgifter til overførsler. Og så er det også spild af talent, hvis de skal henslæbe år i ledighed,« siger Kristian Würtz.
Investeringsplanen er et af Social- og Beskæftigelsesforvaltningens bidrag i den forestående sparerunde og bliver præsenteret sammen med de øvrige forslag i et sparekatalog, som kommunens direktører laver, og som i denne uge bliver sendt i høring internt i kommunen.