Fortsæt til indhold
Aarhus

Jeg ligner overhovedet ikke Ingeborg Skjern

En levende teater- og filmlegende gæstede torsdag Smukfest, hvor hun læste eventyr og fortalte om et begivenhedsrigt liv med masser af film og mænd.

»Her er smukt. I er søde. Jeg synes, vi hygger os.«

Sådan kommenterede en af de største nulevende danske skuespillere, Ghita Nørby, sit første møde med en musikfestival. Hun var inviteret på Snakkescenen i Udsigten af en af sine venner, Claus Pilgaard – alias Chili Klaus – til en snak om sit liv.

Selv om Ghita Nørbys karriere er imponerende, slog den 83-årige teater- og filmlegende dog hurtigt fast, at hun altid har taget sig selv meget uhøjtideligt.

»Jeg har aldrig været bange for at dumme mig. Jeg bliver ikke flov, fordi nogen griner af mig. Vi skal lære af vores fejl og fiaskoer. Det er det dejlige ved at være menneske,« forklarede hun og uddybede:

»Det er en mægtig god start på dagen at se sig selv i spejlet. Så begynder man at le. Man skal le tre gange om dagen, ellers forfalder man til selvhøjtidelighed. Væk med det,« fastslog Ghita Nørby.

Engang var engang

Det hurtige tilbageblik nåede slutningen af 1950’erne, da en meget ung Ghita Nørby spillede med i Baronessen fra benzintanken. Og i øvrigt på meget kort tid spillede med i en række populære danske film, som var med til at gøre hende til folkeeje. Claus Pilgaard ville gerne have sin gæst til at fortælle om det, men hun ville ikke rigtig med på tidsrejsen.

Vi spiller forskellige karakterer og forandrer os med rollen. Det er derfor, vi ikke er til at holde ud.
Ghita Nørby, skuespiller

»Det, som var dengang, er baggrunden for, at vi sidder her i dag. Engang var engang. Alting var ikke bedre i gamle dage. Vi må se fremad,« foreslog skuespilleren.

Det gjorde Claus Pilgaard så og sprang nogle årtier frem til Matador, hvor Ghita Nørby spillede en meget rost rolle som Ingeborg Skjern. En karakter, som – indrømmede hun – lå meget fjernt fra hendes egen person.

»Ingeborg er opfundet af Lise Nørgaard og Erik Balling, og jeg blev spurgt, om jeg ville lægge krop til. Men hun er af en anden verden. Hun er klog, smuk og værdig, og ved, at Mads Skjern er det svageste sandslot, der ville falde sammen og gå nedenom og hjem, hvis de blev skilt. Derfor forlader hun ham aldrig,« forklarede Ghita Nørby og kom straks med en indrømmelse.

»Jeg kan godt sige her i skoven; Jeg ligner overhovedet ikke Ingeborg Skjern,« sagde hun til tilhørernes store morskab.

Ghita og mænd

Claus Pilgaard udnyttede muligheden:

»Ghita, hvad er det med dig og mænd? Du har, kan man vist godt sige, været oppe på beatet.«

»Jeg synes, det må være vidunderligt at dele sit liv med en, og at man efter mange år lærer hinanden så godt at kende. Det er fint og dejligt. Jeg har bare aldrig truffet det menneske, men man ved jo aldrig,« svarede skuespillerinden.

Ghita Nørby læste op af eventyrerne Klodshans og Det er ganske vist med en betoning og dramaturgi, som værten efterfølgende måtte rose. Claus Pilgaard noterede sig, at der var mange streger og tegn i hendes manuskript.

»Det er fordi, jeg er ordblind. Jeg er nødt til at tænke over, hvorfor der er et komma. Ellers løber linjerne. Jeg bruger tegnene for at få linjerne til at stå fast.«

Ven med et geni

Samtalen nåede også forbi Ghita Nørbys mangeårige venskab med den svenske filminstruktør og manuskriptforfatter Ingmar Bergman.

»Vi har ikke været gift eller fået børn. Vi var gode venner, til han døde,« understregede hun, hvorefter hun benyttede anledningen til at tale om genialitet.

»Jeg har spurgt Hjernemadsen, hvor geniet sidder i hjernen, og han ved det ikke. Folk som Bergmand og Lars von Trier er geniale. Det er derfor, de ikke er som os andre. De ser på mennesker på en måde, som er genial. Det må være en stor byrde at have det indbygget i sig. Derfor skal vi give plads til sådan nogle underlige sjæle,« fastslog hun.

Skuespiller med karakter

Om skuespilleriet forklarede hun, at der findes personskuespillere og karakterskuespillere, og at hun selv tilhører den sidste kategori.

»Vi spiller forskellige karakterer og forandrer os med rollen. Det er derfor, vi ikke er til at holde ud. På scenen kan jeg sige: »Jeg elsker dig« og så gå hjem og sige det samme til en af mine mænd. De kan ikke høre forskel, men det kan jeg,« forklarede hun.

Som ethvert møde med Claus Pilgaard alias Chili Claus slutter, måtte også Ghita Nørby indtage en chili.

Hun accepterede, idet de angiveligt på forhånd havde aftalt, at han ville byde hende en mild chili. Hun gumlede lidt på den gule grønsag, hvorefter hun rejste sig og med en vrede i stemmen udbrød:

»Jeg vidste, jeg ikke kunne stole på dig.«

Men det var skuespil, og en smilende Ghita Nørby kunne – som en af de få – forlade Snakkescenen til stående ovation.

»Tak allesammen. Det er dejligt at være sammen med jer.«