Fortsæt til indhold
Aarhus

Flere Rema 1000-butikker på vej i hele Aarhus

Discountkæden er blandt andet i gang med at bygge på hjørnet af Frederiks Allé og Absalonsgade

Danni Paulsen, Lokalavien Aarhus

Lige nu er der ikke meget at se, efter de gamle bygninger blev revet ned, men snart begynder opbygningen af en helt ny bygning.

På hjørnet af Frederiks Allé og Absalonsgade i Aarhus C, hvor en gammel bagerbutik og en sushi-restaurant tidligere holdt til, vil der inden længe være en spritny indkøbsmulighed for borgerne på Frederiksbjerg i form af en Rema 1000.

Discountkæden skal ifølge Stephan Sørensen, direktør i Rema Butiksudviklling, åbne »primo 2019«.

»Det er en byggeperiode, og vi er først ved at få elementer op nu, så der kan måske trækkes en måned fra eller til, men jeg vil tro, vi åbner omkring februar eller marts,« siger han til Lokalavisen Aarhus.

Han fortæller, at der bliver tale om en standardbutik på 1.000 kvadratmeter.

»Det bliver en klassisk bybutik, hvor man sædvanligvis vil lægge lidt mere vægt på nogen varer end andre.«

Butikken er led i en større dansk vækst for Rema 1000, der ifølge direktøren åbner omtrent 20 butikker om året, og der er også flere lokale supermarkeder på vej i det aarhusianske.

Både i Nord, Syd og Vest kan man se frem til den norske kædes indtog.

»Vi bygger jo ude Lystrupvej 35 (Aarhus N, red.) lige nu. Så har vi lejet os ind i projektet Trianglen på Søren Frichs Vej (nær Ringgaden, red.), og vi skal i gang med at bygge ude på Gasa-grunden i Tilst. Og så har vi købt en ejendom ude på Hovedvejen i Hasselager. Derudover har vi gang i et par andre projekter,« fortæller Stephan Sørensen.