Østjysk øko-topmøde i Odder
50 fødevareeksperter fra hele Østjylland mødes den 28. juni hos Nordic Seed i Dyngby ved Odder for at blive klogere på bl.a. udviklingen inden for økologisk landbrug i Østjylland.
Til at formidle budskabet om udvikling har Agro Food Park og Business Region Aarhus, der er arrangører af dagen, inviteret Kirsten Holst fra Ndr. Randlev. Kirsten Holst er til dagligt Økologichef hos Seges, der er Landbrug & Fødevarers Videns og Udviklingscenter.
»Omlægning til økologisk produktion er stigende i disse år, og det gælder for alle områder af Danmark. Her i Odder har vi indtil nu i 2018 oplevet en omlægning af 1125 ha landbrugsjord, så det samlede areal i dag er på 1445 ha. Det svarer til 9 pct. af det samlede landbrugsareal i Odder Kommune. Om det så er godt eller skidt, det skal vi diskutere,« siger Kirsten Holst, og tilføjer.
»Men det er et megahop, som Odder har leveret.«
Hun vil under sit oplæg uddybe perspektiverne for omlægning i fremtiden, og fortælle om projekter, som Seges Økologi er i fuld gang med i forhold til at udvikle nye økologiske fødevarer, som fremtidens økologiske landmænd kan producere.
Mødet åbnes af Odders borgmester Uffe Jensen, da Odder Kommune er en del af sammenslutningen Business Region Aarhus, der er et fællesskab mellem de 12 østjyske kommuner. Tilsammen repræsenterer de en million østjyder, en halv million arbejdspladser og landets største vækstområde uden for hovedstadsområdet. Et af fokusområderne er at styrke netværket blandt virksomheder og institutioner inden for landbrugs- og fødevareområdet og stimulere til udvikling af nye innovationssamarbejder.
»Arrangementet hos Nordic Seeds er et af eksemplerne på, hvordan man forsøger at dele viden på området,« skriver Seges i en pressemeddelelse.
Nordic Seeds forretningsområde er kornforædling, sortsrepræsentation og handel med frø og sædekorn. Det lokale firma omsætter for ca. 300 mio. kr. om året, og på de 300 hektar i Dyngby arbejdes der primært med forædling af vårbyg, ærter og hestebønner. Nordic Seed forædler både konventionelle og økologiske produkter, og ser et særligt stort vækstpotentiale inden for økologien. ufno