Nyt hipster-hotel midt i Aarhus' centrum
Nordens første Radisson Red-hotel åbner til næste år i Aarhus og bliver en mere uformel pendant til Radisson-kædens øvrige hoteller.
Et nyt internationalt hotelbrand Radisson Red får til næste år nordisk premiere i Aarhus.
Radisson Hotel Group har valgt en helt central placering, og gæsterne vil få udsigt til bl.a. Rådhuspladsen, musikhuset og Aros Kunstmuseum, og det kommer til at tælle 78 store designværelser, moderne møde- og eventfaciliteter samt fitnesscenter, bar og restaurant.
Årsagen til, at Radisson Red har valgt netop Aarhus til sin nordiske premiere, er ifølge distriktsdirektøren i Radisson Hotel Group, Sonja Dive-Dahl, at Danmarks næststørste by de seneste år »er braget op ad den internationale rangstige og for alvor har positioneret sig som mustsee-destination på det globale kongres-, gastro- og feriemarked«.
»Med sin enestående samling af kulturelle oplevelser, internationale virksomheder og førende vidensinstitutioner er Aarhus på rekordtid blevet et hotspot for både ferie- og erhvervsgæster. Derfor ser vi meget frem til at konsolidere vores nordiske position og danske portefølje med et livsstilsbrand i den danske second city,« fortæller Sonja Dive-Dahl.
Det bliver unge og folk med en moderne livsstil, som lever på en lidt anden måde end den traditionelle hotelgæst.Distriktsdirektør Sonja Dive-Dahl, Radisson Hotel Group
Desuden har byen siden 2011 oplevet en vækst i antallet af gæstenætter på 86 pct., og vækstbølgen nåede sit foreløbige højdepunkt, da Aarhus sidste år var europæisk kulturhovedstad.
»I den forbindelse udtalte dronning Margrethe, at Aarhus var god til at tænke nyt, prøve noget nyt, tænke fremad og at tænke igen. Dronningen kunne ikke have sagt det bedre i forhold til vores billede af byen og årsagen til, at vi åbner i Aarhus,« fortæller Sonja Dive-Dahl.
Fokus på bæredygtighed
Radisson Red er hipster-udgaven af de mere kendte Radisson-brands som Radisson Blu og Park Inn. Hotelfilosofien er inspireret af kunst, musik og mode og har et stort fokus på sociale værdier og bæredygtighed. Og det kommer til at afspejle sig i gæstekredsen.
»Det bliver unge og folk med en moderne livsstil, som lever på en lidt anden måde end den traditionelle hotelgæst og f.eks. kan have behov for at træne eller spise midt om natten,« siger distriktsdirektøren.
Idéen er at skabe størst mulig fleksibilitet og frihed for hotelgæsterne, der eksempelvis har adgang til hotellets fitnesscenter, bar og restaurant hele døgnet. Via en app kan Radisson Reds gæster til- og fravælge faciliteter og services, så de matcher gæstens behov. Appen kan også bruges til at tjekke ind og ud ad hotellet – og til at åbne og låse værelset.
Det røde hotelkoncept får adresse i Rådhusgården, der ejes af bygherren Niels Albertsen. Bygningen har tidligere huset advokatfirmaet Lett Advokater, og en overgang var det meningen, at ejendommen skulle bygges om til lejligheder.
I stedet faldt valget ifølge Niels Albertsen på hotelvirksomhed. Gården bliver nu overdækket og får en åben reception og cocktailbar i et stort atrium.
»Byggeriet af hotellet er den foreløbige kulmination på de seneste års solide hotel-boom i Aarhus. Det er et storstilet projekt, men teamet er kompetent og ser frem til at bringe hele værktøjskassen i spil,« fortæller han.
»Det er en fornøjelse at være med til at introducere byen for et dynamisk, internationalt livsstilsbrand, som giver vores gæster mulighed for at opleve byen på deres helt egne betingelser,« siger Niels Albertsen.
God effekt af nyt hotel
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) glæder sig over sin nye nabo.
»Der er en stor international interesse for at drive hotel i Aarhus, og det må være udtryk for, at Aarhus er interessant at besøge. En ny spændende hotelkæde er med til at øge kapaciteten i Aarhus, og det skriver sig lige ind i Aarhus’ ambitioner om at øge turismen,« siger Jacob Bundsgaard.
Radisson Red findes i øjeblikket fem steder i verden, og derfor opfatter direktør Peer H. Kristensen, Visit Aarhus, valget af Aarhus som en cadeau til byen.
»Det er en god fortælling for byen, og samtidig har vi brug for et boutique-hotel, fordi vi i øjeblikket kun har Villa Provence, Oasia og Guldsmeden. Radisson Red har et stort kundeloyalitetsprogram, som vi også kan blive markedsført på. Det blev vi også, da Comwell åbnede, og der mærkede vi også en effekt,« siger Peer H. Kristensen.
Hotellet ventes at åbne i tredje kvartal 2019.