Beboere vil have tilladelse til Classic Race kendt ugyldig
Aarhus Kommunes nye retningslinjer for Classic Race Aarhus bliver nu indbragt for Miljø-og Fødevareklagenævnet, som tidligere har underkendt kommunens afgørelse.
Beboere ved Strandvejen vil indbringe Aarhus Kommunes nye afgørelse, som giver tilladelse til Classic Race Aarhus frem til 2022, for Miljø-og Fødevareklagenævnet.
»Vi har på et bestyrelsesmøde i Strandvejens Grundejerforening evalueret Classic Race. Vi kom frem til, at vi også vil have den nye tilladelse kendt ugyldig. Vi klager over hele sagsbehandlingen, idet vi mener, at kommunen ikke har gjort sit arbejde godt nok,« siger advokat Peter Blenstrup Nielsen.
Da ikke alle medlemmer af grundejerforeningen kan støtte klagen, er det kun advokaten, som selv er beboer i området, der står som afsender.
Hvis Classic Race blev gennemført på Jyllands-Ringen, ville det blive lukket omgående.Peter Blenstrup Nielsen, advokat
Han mener bl.a., at beboerne og kommunen har haft alt for kort tid til at gennemgå materialet.
For lidt tid
»Med en høringsfase på ni dage har vi reelt ikke haft tid til at forholde os til det enorme materiale, som vi skulle tage stilling til, og da vi sendte nogle svar, kom der en hurtig afgørelse. De høringssvar, der er kommet ind, er ikke blevet ordentligt bearbejdet i dialog med klagerne,« mener advokaten.
»Der er bare hastet en afgørelse igennem. Da den kom den 17. maj, stod bilerne allerede klar til at stille op i Mindeparken. Høringsproceduren har været en farce, og udfaldet var forventeligt,« mener han.
I slutningen af januar ophævede Miljø-og Fødevareklagenævnet Aarhus Kommunes afgørelse, der tillod Classic Race Aarhus Fond at gennemføre den tre dage lange racefestival hvert år frem til 2022.
Forkert behandling
Nævnet slog fast, at Aarhus Kommune har sagsbehandlet arrangørens ansøgning forkert ved at behandle racerløbet som en fritidsaktivitet.
Arrangøren skulle i stedet have været betragtet som en erhvervsvirksomhed med mere vidtgående krav til bl. a. støjdæmpning.
Derfor måtte Teknik og Miljø-afdelingen i al hast fremskaffe et nyt sæt retningslinjer med bl. a. strengere støjkrav. Alligevel mener nogle af beboerne omkring racerbanen, at der stadig er for meget larm i gaden.
Skrappere krav til Jyllands-Ringen
»Jeg vil bl.a. gøre gældende, at det er absurd, at Jyllands-Ringen har skrappere støj-krav end Classic Race, selv om den ligger ude på landet med 400 m til nærmeste nabo, og Classic Race foregår i en by. Hvis Classic Race blev gennemført på Jyllands-Ringen, ville det blive lukket omgående,« understreger Peter Blenstrup Nielsen.
Teknik og Miljø oplyste efter præsentationen af det nye udkast i maj, at der ikke på basis af høringssvarene var fundet anledning til at foretage de store ændringer i forhold til det oprindelige udkast. Til gengæld var der foretaget nogle præciseringer bl.a. i forhold til kontrolmålinger.
Afdelingschef i Teknik og Miljø, Anders Maltha Rasmussen, ønsker ikke på nuværende tidspunkt at kommentere klagen.
»Det har jeg ingen bemærkninger til. Jeg kender ikke baggrunden for klagen, så jeg vil gerne afvente og se den, inden jeg udtaler mig,« siger han.